Et helt særligt erhvervslejemål står nu til leje til dig, der ønsker en utrolig central placering lige i hjertet af København.
Her på adressen finder du en unik, gammel og fredet ejendom, hvilket du allerede fornemmer på bygningens ydre, der prydes af en gul facade samt sprossede vinduer med mørkegrønne rammer. Erhvervslejemålet trænger til opdatering, men giver samtidig også en følelse af en bygning med historie perfekt til lejeren, der ønsker noget traditionelt og klassisk. Planløsningen er opdelt i to plan og rummer i stueetagen et stort butikslokale med smarte lysspots i loftet, en praktisk betjeningsdisk samt masser af plads. Erhvervslejemålet er oplagt til blomsterbutik, hvilket det også bruges til i dag, men kan også nemt benyttes til detail eller kold mad, da der ved siden af butikslokalet nemlig befinder sig et lagerrum med både opvaskemaskine og håndvask – og synes du stadig, du mangler plads, kan du også besøge førstesalen, hvor et stort lagerrum med plads til både opbevaring og etablering af køkken gemmer sig. Der er et toilet i gården.