Ejendom med veldrevet populær restaurant
Kendt og velrenomeret restaurant beliggende ved Stillinge Strand, der ligger ved Storebæltskysten tæt på Slagelse, sælges komplet monteret, med velholdte bygninger, veludstyret køkken, indrettet restaurant og lige til at fortsætte driften i.
"Ristorante Casa Nostra" har gennem de seneste 23 år kræset for gæsterne ved den meget velbesøgte strand. Ejendommen ligger på hjørnegrund i områdets hyggelige "strandcentrum", hvor alle passerer til og fra området og med hovedstien til én af de bedste sandstrande i landet.
Med den store terrasse for udendørsservering, skabes et populært mødested for både spisende gæster eller blot for dem der skal have slukket tørsten. Den godt indrettede restaurantdel, indenfor i den hyggelige italienske "Taverna" giver plads for godt 60 siddende gæster, fordelt i to afdelinger. Den centrale del er indrettet med et både funktionelt og veludstyret køkken, der kan betjene selv ved en høj spidsbelastning.
Herudover er der pæne toiletfaciliteter, baglokaler med kontor og hvilerum, bade- og omklædningsfaciliteter. Grundarealet giver herudover plads til to-tre P-pladser, gode udhuse med plads for gasflasker, emballage, ekstra køle-/frost kapacitet m.v.
Tæt på ejendommen er der stor offentlig P-plads og i "strandcentrum" forefindes endvidere caféer, grill, restaurant, købmand, isbarer, campingplads, udlejningsbureau, ejendomsmæglere m.v., der samlet trækker mange besøgende fra et stort opland og fra mere end de ca. 5.000 sommerhuse i området der ligger ved Frølunde Fed, Næsby Strand, Kelstrup Strand, Kongsmark Strand, Stillinge Strand, Bildsø Strand og Drøsselbjerg Strand.
"Ristorante Casa Nostra" er, som navnet mere end antyder, en italiensk restaurant, med traditionelle pizza og pastaretter men også med flere andre autentiske retter inspireret af det italienske køkken. Menu og indretning er "tro" mod det italienske koncept og med såvel a'la carte og "take away", har det gennem årene givet en god forretning på stedet.