Tørring Kanoudlejning og Kanofart udbydes til salg.
Tørring Kanoudlejning blev startet i 1977, og er siden videreført som familiefirma. I dag er aktiviteterne udvidet, og omfatter således kanosejlads på Gudenåen for private og virksomheder, udlejning af pakketure med overnatningsmuligheder i telt, hytte, hotel eller Bed & Breakfast. Endvidere også kajakker og teambuilding/events for både private og virksomheder, hvor alt er 100 % planlagt ned til mindste detalje, så det er nemt og enkelt at få magiske oplevelser i Danmarks smukkeste natur.
Tørring Kanoudlejning har koncessionskontrakt på langturssejlads i Gudenåsystemet, tilladelse fra Hedensted Kommune til langtursudlejning af fartøjer på Gudenåen, samt lejeaftale med Hedensted Kommune vedr. kanopladsen i Tørring, incl. kanohus med kontor m.v.
Bygningen er opført i 2018 og har et bebygget areal på 167 m2. Grundens areal udgør 3.472 m2.
Tørring Kanoudlejning er et gammelt familiefirma, som familien har drevet i 45 år. Nuværende ejer har drevet forretningen de sidste 28 år. Tørring Kanoudlejning tilkøbte i 2009 Tørring Kanofart, derved blev forretningen dobbelt så stor og fik eget startsted i Tørring.
Virksomheden er en sæsonvirksomhed. Forårssæson: 1. maj til 15. juni Hovedsæson: 16. juni til 1. september Efterårssæson: 2. september til 1. oktober.
En kanotur på Gudenåen er en storslået oplevelse, hvor man kommer helt tæt på Gudenåens forunderlige og smukke natur. Gudenåen er ca. 162 km, fra sine kilder tæt på Tørring og til den løber ud i Randers fjord, så der er meget at se og lytte til undervejs.
I området findes et stykke af den jyske højderyg, der byder på afvekslende naturoplevelser, og hvor man fornemmer historiens vingesus. Tæt ved Gudenåens og Skjernåens udspring har Hærvejen haft sit forløb gennem flere tusinde år ,og her findes flere gravhøje og andre oldtidsspor. Tæt ved Kilderne ligger Tinnet Krat, der er landets største egekrat, samt den smukke Rørbæk Sø.