GODE OG PRÆSENTABLE KONTORLOKALER SAMT MINDRE LAGERHAL
Regulær og velholdt erhvervsejendom med gode kontorfaciliteter og lagerhal beliggende i den nordlige del af Bremdal, kun ca. 3 km. fra Struer centrum.
Bygningerne fremtræder særdeles præsentable og er velisolerede med energimærke B.
Det bebyggede areal udgør 475 m², der er fordelt med 237 m² kontor og en lagerhal på 238 m². Kontordelen fremtræder samlet med fælles indgang, men er opført af 2 gange. Den første del på 74 m² i 2005 og den anden del på 163 m² i 2014. Hallen er opført i 1978.
Ydermure er opført i pæne facadesten (bortset fra 2 ydervægge på hallen, der fremstår i stålplader). Tagdækningen er betontagsten på kontorerne og bølgeeternitplader af fibercement på hallen. Der er pæne, nyere træ/aluvinduer fra Velfac i kontorbygningen.
Kontorerne fremstår præsentable med murede og vandskurede indermure, pæne og praktiske klinkegulve med gulvvarme samt troldtektlofter, der giver en god akustik. Der er pæne toilet- og køkkenforhold. I de 2 største kontorlokaler er der også Velux tagvinduer, der giver et rigtigt godt lys.
Hallen er isoleret, men uopvarmet og har god loftshøjde samt betongulv. Der er en alu-port som er 4,5 meter høj og ca. 5 meter bred. I den ene side af hallen er der et thekøkken og et lagerrum, hvorover der er etableret et dæk på ca. 45 m² til lager. Der er toilet i f.m. hallen.
Lagerhallen er p.t. udlejet, men kan frigøres til købers disposition.
Grundarealet udgør 1.059 m², der er flisebelagt og indhegnet.
Der er gode parkerings- og manøvreforhold samt kort afstand til såvel Struer som hovedvej 11.