Mulighed for at overtage fuldt udlejet eller delvist ledigt for eget brug
Den anerkendte arkitekt Martin Nyrop har tegnet det oprindelige hovedhus, og de fine detaljer i murværket sender straks tankerne tilbage til 1900-tallets nationalromantik, hvor Martin Nyrop er særligt kendt for at have tegnet Københavns Rådhus.
Der er således ikke noget at sige til, at murermester Thomas Wils forelskede sig i netop denne perle tilbage i 2014. Siden er ejendommen nænsomt istandsat og moderniseret af WILS selv, og opdelt i 6 attraktive boliglejemål af varierende størrelser samt et mindre men særdeles flot renoveret erhvervslejemål med lager og kontor.
I dag benytter WILS selv erhvervslejemålet og en stor boligdel til sin aktive virksomhed, og kan enten blive boende en tid endnu eller frigive pladsen til købers brug.
Konstruktionen giver således masser af fleksibilitet for køber, som enten kan fortsætte udlejningen som en attraktiv investerings-case eller selv benytte en del af ejendommen til bolig eller den kan danne rammerne for flere generationer i familien, bofællesskab eller lignende. Kontakt os med dine drømme, så finder vi mulighederne her.
Bygning 1 består af 198 m² bolig iht. BBR samt en uudnyttet tagetage på 133 m². Ejendommen er opført i år 1900 og fremstår indvendigt gennemført istandsat i en stil, der matcher bygningens smukke ydre. Hertil hører egen have afskærmet af hæk.
Bygning 2 indeholder tre nyopførte højkvalitets-lejligheder fra 2016 på hver 124-132 m² iht. BBR. I alt 380 m² boligareal indrettet bag den renoverede kampestensfacade, hvor hver bolig er indrettet i to plan med 2-3 værelser på 1.sal og en indretning, der tilgodeser familielivet med bl.a. to badeværelser, ekstra opbevaringsplads og egen terrasse. Denne bygning rummer desuden 221 m² erhverv bestående af højloftet lagerhal, mødelokale og kontorer på 1.sal. Herud over er der en garage/lager i bygning 4.
Bygning 3 rummer én bolig på 310 m², hvoraf de cirka 230 m² er totalt istandsat høj boligkvalitet (pt. anvendt til kontor) og de resterende cirka 80 m² har været udlejet til en separat bolig med egen indgang, køkken, bad, værelse, stue og overdækket terrasse.
Udenomsarealer:
Imellem husets tre længer er der et hyggeligt græsareal med et stort og flot løvtræ. Desuden findes på ejendommen stor grusbelagt indkørsel med evt. oplagsplads.
Område:
Sinding er beliggende i Silkeborgs nordlige opland, blot 3-4 km fra Silkeborg-bygrænsen og motorvejstilkørslen ved Silkeborg nord. Indkøb kan foretages i nærtliggende Balle, som både har en Netto og SuperBrugsen, ligesom folkeskole og børnehave kun ligger 2 km væk i Skægkær, hvor ny Rema1000 også planlægges bygget. I det hele taget vækster området med nye boliger og indbyggere, som i Sinding alene har rundet de 300. Sinding blev landskendt i TV-programmet "Byen hvor Kvinderne gik". Både kvinderne og det gode landsbyliv er nu for længst tilbage med masser af aktivitet og vækst.
P-forhold:
På grusbelagt P-plads bag bygningerne er der gode parkeringsforhold til både beboere, ansatte og gæster.