Ejendommene er beliggende centralt i Rudkøbing bymidte.
Bystrædet ligger ved starten af byens hovedhandelsgade og der er via Bystrædet adgang til P-pladsen Grønnegården, der er en af de mest benyttede parkeringspladser i bymidten.
Ejendommene består af Bystrædet 1 og Bystrædet 3, der sælges samlet.
Bystrædet 1 er en rummelig forretningsejendom, der i mange år har været anvendt til tøjforretning og senest til ejendomsmæglerforretning. Bygningen har i stueplan stor facade mod såvel Bystrædet som Sidsel Bagers Gade. Der er indrettet 2 indgange, således der er mulighed for at lave en shop in shop løsning. På 1. sal i forbygningen findes lager og personalerum. Derudover er der kælder under noget af bygningen.
Bystrædet 3 er udnyttet til restaurationsformål og har i en årrække været udlejet til værtshuset Kasket Karl. Lejemålet består af et stort barlokale, mindre køkken, toiletter og depotrum. Der er mulighed for udendørs servering. Køber indtræder i lejeforholdet.
Såfremt det ønskes, er det muligt at erhverve de overfor liggende ejendomme Bystrædet 2 og Østergade 7, som således kan indgå i et samlet projekt.