Pressemeddelelse: Trods corona færre ledige butikker i Danmark

Ejendomstorvet.dk -

Andelen af udbudte butikslokaler faldt i slutningen af 2020 over det meste af landet, viser tal fra erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk. Privatforbruget er stadig højt trods coronakrise og nedlukning, og samtidig har udlejere særligt i provinsen indstillet sig på nye vilkår, påpeger eksperter.

Ved indgangen til 1. kvartal 2021 var andelen af udbudte eller ledige butikslokaler i Danmark faldet til 3,2 procent fra 3,4 procent et kvartal tidligere – et fald, som er sket samtidig med coronapandemi og nye restriktioner for eksempelvis butikscentre, spisesteder og de forretninger, som ikke sælger fødevarer.

Opgjort i kvadratmeter var faldet fra 4. kvartal 2020 til 1. kvartal 2021 på 33.900 kvm. Det svarer til, at arealer svarende til 11 Føtex- eller Kvickly-varehuse er blevet udlejet til butikker og spisesteder.

”Landet er ifølge vores omfattende data groft sagt delt i to: I Københavns Kommune er udbuddet af butikslokaler steget kraftigt i slutningen af 2020, fordi hovedstaden har manglet turister, forretningsfolk og kongresser. Derimod er udbuddet faldet i stort set alle andre landsdele end hovedstaden,” siger Jakob Wegener, administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk.

Portalen er ejet af landets ejendomsmæglere ligesom ”søsterportalen” Boligsiden.dk. På landsplan er omtrent 9.000 lokaler og erhvervsejendomme lige nu udbudt til leje eller salg via Ejendomstorvet.dk, heraf 1.559 lokaler til butikker, cafeer, spisesteder og takeaway-forretninger.

Faldet i udbuddet kan virke overraskende med en butikssektor, som langsigtet døjer med udfordringer fra nethandel og gennem det meste af 2020 har kæmpet med coronakrisen. Men en del af forklaringen er en vifte af hjælpepakker, næsten uændret beskæftigelse og udbetaling af indefrosne feriepengemilliarder.

”Det samlede forbrug er ikke faldet. Og nogle af de penge, som før er gået til rejser, er det seneste år blevet brugt på f.eks. forbedringer af boligen og måske ekstra flot legetøj til børnene,” pointerer Peter Winther, administrerende direktør og partner i Colliers International.

En anden erhvervsmægler fremhæver, at mange udlejerne i provinsen er blevet mere fleksible.

”For at få nye lejere ind i fraflyttede lokaler må udlejerne i højere grad investere i bedre indretning og må måske sænke huslejen eller give rabat i en periode. Den udvikling kommer formentlig også til at præge København, når chokket over de udeblevne turister har lagt sig dér. Blandt lejerne har nogle samtidig benyttet muligheden til at sikre sig større eller bedre beliggende lokaler,” siger Frank Heskjær, detailchef i EDC Erhverv Poul Erik Bech.

En af landets førende eksperter i detailhandel peger på, at butikkerne har oplevet vidt forskellige forløb gennem coronaåret 2020:

”Dagligvarehandlen har øget sin omsætning, og især lavpriskæderne har været i fuldt firspring. Omvendt er butikker med tøj og sko meget hårdt ramt og risikerer at brænde inde med sæsonvarer, som ikke kan sælges. Mange butikker mistede på grund af nedlukningen i december det ekstra salg, som sker, når masser af julegaver skal byttes. Jeg vil tro, at mange butikker allerede har haft – eller er i gang med – en dialog med deres udlejer om lempede vilkår,” siger Per Nyborg, partner i Institut for Center-Planlægning, som rådgiver blandt andre kommuner og detailkæder.

Danmark har 18,3 millioner kvadratmeter lokaler til butikker og spisesteder , og heraf var 588.900 kvm udbudt på markedet ved indgangen til 1. kvartal 2021. Tre måneder tidligere var udbuddet 622.800 kvm.

Ejendomstorvet.dk har Danmarks største udvalg af erhvervslokaler med aktuelt 9.000 lokaler til leje og ejendomme til salg i alle kategorier. Dataene kommer fra knap 300 medlemmer/annoncører, herunder næsten alle landets erhvervsmæglere samt pensionskasser, ejendomsselskaber og administratorer. Ejendomstorvet.dk har mere end 180.000 besøgende hver måned, og i 2020 var portalen med til at formidle 4.000 transaktioner til en værdi af over 10 mia. kr. fordelt på indgåede lejeaftaler og solgte ejendomme. I 2020 blev Ejendomstorvet.dk udbygget både med en app og med en søgefunktion for off-market-sager.

Kontaktoplysninger

  • Jakob Wegener fra Ejendomstorvet.dk – 61 51 74 44
  • Frank Heskjær fra EDC Erhverv Poul Erik Bech – 53 30 73 74
  • Peter Winther fra Colliers International – 28 19 66 76
  • Per Nyborg fra Institut for Center-Planlægning – 40 50 04 33

Supplerende datamateriale