Tomme lagerlokaler i Østjylland tredoblet på kort tid

Ejendomstorvet -

På knap to år er udbuddet af ledige logistik- og lagerlokaler i Aarhus og de øvrige østjyske kommuner mere end tredoblet ifølge nye tal fra Ejendomstorvet.dk . Stigningen skyldes få store lejemål, men også to andre forhold, og grundlæggende er virksomhederne i god form, siger to lokale erhvervsmæglere.

Med de positive briller har virksomheder på udkig efter lokaler til lager, logistik og produktion eller værksted i Aarhus og det øvrige Østjylland fået meget mere at vælge imellem det sidste par år. Omfanget af udbudte lokaler i de 11 østjyske kommuner er nemlig mere end tredoblet ifølge data fra Ejendomstorvet.dk , landets største portal for erhvervslokaler.

”For lige knap to år siden var udbuddet af lokaler i landsdelen det laveste, vi nogensinde har registreret i de 25 år, vi har data for erhvervslokaler. Dengang, i 2. kvartal 2022, var udbuddet 110.700 kvadratmeter, men gennem syv kvartaler er det mere end tredoblet til 390.600 kvadratmeter. Vi er dog stadig langt under den million ledige kvadratmeter, Østjylland døjede med i 2011, altså i kølvandet på finanskrisen. Målt i forhold til de samlede lokaler er udbuddet steget fra 0,9 procent til nu 2,9 procent, mens det toppede omkring 8-9 procent efter finanskrisen,” siger Jakob Wegener, administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk .

Portalen bliver drevet på foreningsbasis af erhvervsmæglerne i Danmark uden krav om overskud, ligesom portalen Boligsiden. I øjeblikket er næsten 10.600 erhvervslejemål og ejendomme over hele landet udbudt på Ejendomstorvet.dk , heraf knap 1.500 lagerbygninger, logistikejendomme, fabrikshaller og værksteder. Af dem ligger 240 i Østjylland – mod 146 lokaler for små to år siden. Aarhus Kommune har flest med 80 udbudte lokaler, mens både Hedensted, Randers og Silkeborg har omkring 20 lokaler til leje eller salg. Horsens ligger markant højere med 56 udbudte lokaler.

”Vi ser meget nybyggeri i Horsens, hvor byrådet har udlagt store arealer til erhverv, fx har transportkoncernen DSV bygget nyt her. Ellers kan en del af stigningen i udbudte lokaler i Østjylland forklares med et par store enkeltsager: Dels har Nemlig.com droppet at bruge sin nyopførte lagerbygning i Aarhus på 38.000 kvadratmeter og har i stedet sendt den på markedet, dels er Danfoss flyttet fra 19.000 kvadratmeter lager- og produktionslokaler i Aarhus til fordel for nybyggeri i Silkeborg,” siger Steen Storgaard Møller, direktør og partner hos Nordicals Aarhus.

Ud over de store enkeltsager er der to andre forklaringer på det øgede udbud: En opbremsning i opbygningen af lagre og et omfattende nybyggeri efter flere år uden nævneværdigt byggeri.

”Under coronaforløbet med kraftig vækst i nethandel og med forsyningsproblemer udbyggede mange virksomheder deres lagre, men det ser vi ikke mere. Samtidig har der været omfattende nybyggeri, fordi virksomheder i dag foretrækker væsentligt højere bygninger end for bare fem år siden. Det giver en meget mere effektiv drift, og både virksomheder og investorer har fundet ud af, at prisforskellen på at bygge med en frihøjde på 12 meter frem for 8 meter ikke er så stor,” fortæller Mads Bjerrum Christensen, industrichef hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus.

Interessen for lager- og logistikbygninger er ifølge de to erhvervsmæglere klart størst langs E45-motorvejen, særligt fra Aarhus ned over Horsens og videre sydpå mod Trekantområdet inklusive Kolding.

”Selv om udbuddet er steget til knap tre procent, er det historisk set stadig et ret lavt niveau, og med det omfattende – og tiltrængte – nybyggeri det seneste par år, kan udbuddet godt stige lidt de kommende kvartaler. Måske til omkring 3½ procent, men nok ikke til 4 procent og slet ikke til de højder, vi oplevede under finanskrisen. Vækstforudsætningerne for virksomhederne er fortsat ganske fornuftige,” pointerer Steen Storgaard Møller fra Nordicals.

Østjylland inklusive Aarhus har i alt knap 13,5 mio. kvadratmeter til lager, logistik, produktion eller værksteder – det svarer til godt en sjettedel af landets samlede lagerarealer.

Ejendomstorvet.dk har Danmarks største udvalg af erhvervslokaler til udlejning og ejendomme til salg i alle kategorier. Dataene kommer fra knap 300 medlemmer/annoncører, herunder næsten alle landets erhvervsmæglere samt pensionskasser, ejendomsselskaber og administratorer. Ejendomstorvet.dk har mere end 200.000 besøgende hver måned, og i 2022 var portalen med til at formidle over 3.300 transaktioner til en værdi af 10,6 mia. kr. fordelt på indgåede lejeaftaler og solgte ejendomme.

Kontaktoplysninger

• Jakob Wegener, Ejendomstorvet.dk – 61 51 74 44

• Mads Bjerrum Christensen, EDC Erhverv Poul Erik Bech – 26 30 88 78

• Steen Storgaard Møller, Nordicals – 22 94 00 00

Supplerende datamateriale

https://www.ejendomstorvet.dk/uploads/Ejendomstorvet_statistikken_1_kvartal_2024-WEB.pdf

Nuværende udbud af lagerlokaler i Østjylland:

https://www.ejendomstorvet.dk/ledigelokaler/oestjylland/lager-produktion