Pressemeddelelse: Stort dyk i tomgang for kontorer i hovedstaden

Ejendomstorvet.dk -

Trods udflytningen af statslige arbejdspladser har København ikke haft så få udbudte kontorer, siden finanskrisen brød ud. Opsvinget skaber job og dermed liv i mange kontorlokaler, og udviklingen går hurtigst i hovedstaden.

Kun 6,1 procent af kontorlokalerne i København by var udbudt til leje eller salg ved indgangen til tredje kvartal 2017 – den laveste andel siden årsskiftet 2008/2009. Det viser tallene i det kvartårlige Ejendomstorvet Markedsindeks over udbudte erhvervslokaler, udgivet af Dansk Ejendomsmæglerforening i samarbejde med erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk og Ejendomsforeningen Danmark, som repræsenterer ejere, udlejere og administratorer af ejendomme.

”Opsvinget kan mærkes i vores statistikker over det meste af landet, men udviklingen er kraftigst i og omkring hovedstaden. På landsplan er andelen af udbudte kontorer faldet et procentpoint det seneste år, men i hovedstaden har faldet været 1,7 procentpoint, og vi skal næsten ni år tilbage for at finde en lavere andel af ledige lokaler. Samtidig har både Københavns omegn og Nordsjælland haft fald på over to procentpoint i de udbudte lokaler,” siger Simon Birch Skou, adm. direktør for Ejendomtorvet.dk, som er landets største portal for erhvervslokaler. Det kraftige fald er sket samtidig med, at staten er i fuld gang med at flytte næsten 4.000 job fra hovedstadsområdet til provinsen.

”Beskæftigelsen er steget hurtigere i hovedstadsregionen end i resten af landet de senere år, og hovedstaden har nu højere beskæftigelse end før krisen. Det har udløst en stor efterspørgsel på kontorer i hovedstadsområdet, så udbuddet af ledige lokaler er faldet hurtigere end i resten af landet. Det øvrige Danmark har ikke oplevet samme stigning i antallet af arbejdspladser,” siger senioranalytiker Mads Lindegaard fra Dansk Ejendomsmæglerforening.

For pensionskasser og den øvrige ejendomsbranche er udlejningen af kontorer i hovedstadsområdet meget vigtig, fordi næsten halvdelen af landets kontorkvadratmeter ligger her – og opgjort i værdi er andelen meget højere.

Selve København har haft en mindre afgang af ældre kontorer, som bliver omdannet til boliger, der kan sælges eller udlejes til høje priser. Det samme sker i et vist omfang i Aarhus og Aalborg, og både Østjylland og Nordjylland har mærkbart færre udbudte kontorer end for et år siden.

På landsplan er andelen af udbudte kontorer faldet med et procentpoint det seneste år og ligger på 7,4 procent – det laveste siden tredje kvartal 2009.

Kontaktoplysninger

Simon Birch Skou fra Ejendomstorvet.dk kan kontaktes på mobil 42 41 06 02

Mads Lindegaard fra Dansk Ejendomsmæglerforening kan kontaktes på mobil 40 97 49 14

Baggrundsmateriale og fakta

  • I København by – København, Frederiksberg samt Tårnby og Dragør – var 6,1 procent af kontorlokalerne udbudte ved indgangen til tredje kvartal 2017. Det er et fald på 1,7 procentpoint på ét år og det laveste niveau siden fjerde kvartal 2008 og første kvartal 2009 (dengang 4,7 procent)
  • Københavns omegn – fx Vestegnen, Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk samt Gentofte – har det seneste år oplevet et fald på hele 2,5 procentpoint til 11,3 procent. Trods faldet døjer området dog stadig med landets højeste andel af udbudte lokaler
  • Nordsjælland har de seneste fire kvartaler oplevet et fald på 2,1 procentpoint til 6,2 procent
  • På landsplan var 7,4 procent af samtlige kontorlokaler udbudte ved indgangen til tredje kvartal 2017 – det laveste siden januar 2010 og et fald fra 8,4 procent for et år siden
  • Lige før finanskrisen brød ud, var kun lige knap fire procent af kontorerne udbudte – det blev nærmest fordoblet på to år. Herefter var andelen af udbudte kontorlokaler stabil et par år, men steg kraftigt fra 2011-2014 til omkring 10 procent
  • Andelen af udbudte kontorlokaler toppede i første kvartal 2014 med 10,2 procent – siden er andelen faldet næsten støt med knap tre procentpoint
  • København by har lige knap 25 procent af landets kontorer – inklusive Københavns omegn og Nordsjælland er andelen 47 procent opgjort i kvadratmeter. Opgjort i værdi er andelen væsentligt større (fordi hovedstadsområdet har væsentligt højere leje-/kvadratmeterpriser)

Fakta om Ejendomstorvet Markedindeks Udbudsstatistikken

Ejendomstorvet Markedsindeks Udbudsstatistikken kortlægger hvert kvartal udbuddet af danske erhvervsbygninger, fordelt på butikker, kontorer samt lager-/produktionslokaler – og opgjort som udbudte lokaler målt i forhold til den samlede bestand af bygninger (kvadratmeter).

Statistikken omfatter en meget betragtelig del af erhvervslokalerne i Danmark og udgives af Dansk Ejendomsmæglerforening (DE) i samarbejde med erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk og Ejendomsforeningen Danmark (ED).

Dansk Ejendomsmæglerforening er brancheforening for virksomheder og personer, der formidler fast ejendom (boliger eller erhvervslokaler). Foreningen blev grundlagt i 1912 og har i dag omkring 90 procent af alle mæglere som medlemmer.

Ejendomstorvet.dk er ejet af de danske erhvervsmæglere og har Danmarks største udvalg af ledige lejemål samt ejendomme til salg med adresse, foto og tekst om aktuelt cirka 10.000 lokaler og ejendomme. Dataene kommer fra næsten alle landets erhvervsmæglere samt en række pensionskasser, ejendomsselskaber og ejendomsadministratorer. Ejendomstorvet.dk har mere end 115.000 besøg hver måned.

Ejendomsforeningen Danmark organiserer ejere, udlejere og administratorer af fast ejendom. Foreningen blev etableret i 1860, og medlemmerne står for cirka 85 procent af det professionelle ejendomsmarked.

Ejendomstorvet Markedindeks Udbudstatisikken 3. kvartal 2017