Pressemeddelelse: Rekordmange tomme butikker i Sydjylland

Ejendomstorvet.dk -

Broen-indkøbscentret i Esbjerg åbner i den landsdel, der har flest tomme butikslokaler, viser tal fra Ejendomstorvet.dk, landets største portal med erhvervslokaler. Det er dog godt nyt for iværksættere, der vil åbne butik eller café, mener to lokale mæglere, som også ser tegn på bedre tider for detailhandlen – blandt andet i kraft af olieaftalen.

Da Broen Shopping i Esbjerg kort før påske slog dørene op til 70 butikker fordelt på cirka 30.000 kvadratmeter, skete det i en sydjysk landsdel, der døjer med den højeste andel af tomme butikslokaler i hele landet. Det viser data fra Ejendomstorvet.dk, som er ”søster” til Boligsiden.dk og samtidig Danmarks største portal med ledige erhvervslejemål og ejendomme.

”Sydjylland har ifølge de nyeste tal næsten 160.000 kvadratmeter tomme butikslokaler. Det svarer til over ni procent af det samlede butiksareal, og det er den højeste tomgang blandt de 11 landsdele i vores statistik – på landsplan er tallet kun 5,6 procent. Og mens tomgangen det seneste år er faldet på landsplan, er den steget i det sydjyske,” siger Simon Birch Skou, adm. direktør for Ejendomstorvet.dk.

For ti år siden stod kun omkring to procent af de sydjyske butikslokaler tomme, men med finanskrisen skød andelen af ledige lokaler i vejret, ikke mindst i det gamle Sønderjyllands Amt. Siden 2012 har tomgangen for lejemål til butikker, cafeer og spisesteder ligget omkring ni procent i landsdelen, som de seneste fem kvartaler har haft landets højeste tomgang. Det sidste år er tomgangen steget fra 8,5 til 9,3 procent.

Aktuelt indeholder Ejendomstorvet.dk 277 ledige butikslokaler i hele Sydjylland, heraf 42 i Esbjerg by.

”I Esbjerg og det gamle Ribe Amt har vi fået ryddet godt op i ledige lejemål, men der har været mindre aktivitet i bymidten end normalt, fordi mange aktører har afventet Broen. Lejeniveauerne er generelt lavere end for fem år siden, og det bliver spændende at følge, hvordan Esbjerg absorberer 30.000 kvm ekstra butikker. Regeringens nylige aftale om Nordsø-olien giver mange vellønnede job, og Mærsk flytter sit oliehovedkvarter til byen. Det er godt for byen og området, og det vil bidrage til at understøtte detailbranchen lokalt,” siger Jesper Ølgaard Bloch, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech på Kirkegade i Esbjerg.

I et andet hjørne af landsdelen peger Nybolig Erhverv i Haderslev/Aabenraa på, at det stadig kan mærkes, at butikscentret Borgen tilbage i efteråret 2013 åbnede i det centrale Sønderborg.

”Gågaden har stadig tomme lejemål, så det tager tid at absorbere store butiksarealer. Broen vil især ramme butikslivet i Esbjerg og nogle nabobyer, men næppe på østkysten, altså i byer som Sønderborg, Haderslev, Tønder, Aabenraa og Kolding. Landsdelen har ret høj tomgang, og i landdistrikter og nogle steder i de mindre byer bliver man nødt til at sanere og fjerne sekundære beliggenheder. Tomgangen i Sydjylland falder nok det næste år, blandt andet med de bedre konjunkturer. Vi oplever stor interesse fra kæder, som vil have de bedste gågade-beliggenheder, og det er svært at opfylde. Finanskrisen har betydet, at der er mange billige lejemål i sidegaderne, og dér mærker vi øget interesse fra iværksættere og detailhandlende, som vil have mere plads,” siger partner René Damkjær fra Nybolig Erhverv.

Ejendomstorvet.dk er ejet af de danske erhvervsmæglere og har Danmarks største udvalg af ledige lejemål samt ejendomme til salg med adresse, foto og tekst om aktuelt knap 10.200 erhvervslokaler og ejendomme. Dataene kommer fra næsten alle landets erhvervsmæglere samt en række pensionskasser, ejendomsselskaber og ejendomsadministratorer. Ejendomstorvet.dk har mere end 115.000 besøg hver måned.

Kontaktoplysninger
Simon Birch Skou fra Ejendomstorvet.dk – mobil 42 41 06 02
Jesper Ølgaard Bloch fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Esbjerg – mobil 28 83 00 09
René Damkjær fra Nybolig Erhverv Haderslev/Aabenraa – mobil 23 95 44 66

Supplerende datamateriale (Markedsindeks-statistik for januar kvartal 2017)
/pdf/GetDoc?name=Ejendomstorvet_statistikken_kvartal12017