Pressemeddelelse: Vending på Vestegnen: Industrien skriger efter lokaler

01-02-2017

Københavns omegn har i år haft et stort dyk i antallet af tomme industrilokaler. Tomgangen er den laveste i otte år, og der er brug for nybyggeri, siger erhvervsmægler.

Erhvervslivet i Københavns omegn oplever så meget fremgang, at der i løbet af 2016 er sket et kraftigt fald i antallet af tomme lagerlokaler, fabrikshaller og værksteder. Ved indgangen til året stod 6,3 procent af industrilokalerne tomme – det er nu faldet til 3,7 procent, det laveste niveau siden oktober 2008. Det viser friske tal fra Ejendomstorvet.dk, landet største portal for erhvervslokaler.

”Produktionslokalerne i Københavns omegn har i år haft landets største fald i tomgangen. Et andet sundhedstegn for erhvervslivet omkring hovedstaden er, at lejeniveauet det seneste år er steget 12 procent eller fire gange så meget som på landsplan. Samtidig er antallet af udbudte lokaler i Københavns omegn faldet med 27 procent det seneste år – på landsplan er faldet kun halvt så stort,” siger Simon Birch Skou, adm. direktør for Ejendomstorvet.dk.

På landsplan rummer portalen aktuelt over 10.000 lokaler til leje og ejendomme udbudt til salg, heraf knap 1.800 lokaler til lager/produktion. I Københavns omegn er udbudt 170 lager- og industrilokaler – flest i Albertslund med 36, derefter følger Ballerup, Brøndby, Høje-Taastrup og Rødovre, alle med 21 eller 22.

Før finanskrisen satte ind i efteråret 2008, stod kun omkring tre procent af industrilokalerne i Københavns omegn tomme. I takt med indskrænkninger, fyringer og konkurser blev det på kun to år næsten fordoblet – og frem til i år har tomgangen svinget omkring seks procent. Allerværst så det ud i midten af 2013 med 6,9 procent tomme lokaler. Men nu går det for alvor fremad i de københavnske forstæder.

”Der begyndte at komme hul på bylden for halvandet år siden. Industrivirksomhederne tør igen at producere til lager, og den øgede nethandel skaber efterspørgsel på logistiklokaler. Vi mærker især stor efterspørgsel i Brøndby, Glostrup og Ishøj på Vestegnen og i Herlev og Gladsaxe lidt længere mod nord,” siger Regitze Lund, associeret partner og seniorrådgiver med ansvar for logistik i Newsec Egeskov & Lindquist, en af de større erhvervsmæglere i hovedstaden.

Hun advarer samtidig mod mangel på industrilokaler i forstæderne:
”Københavns omegn har brug for nybyggeri af moderne lagerbygninger og industrilokaler. Tomgangen kan ikke blive meget lavere, fordi de tilbageværende, tomme bygninger hovedsageligt er ældre, måske fra 1950’erne og 1960’erne. I dag efterspørger virksomhederne moderne og effektive bygninger med stor loftshøjde, med læsseramper, med god udvendig plads til modulvogntog og med lavt energiforbrug,” siger Regitze Lund.

Blandt nyere logistik- og industribygninger i området er transportgiganten DSV’s fragtterminal fra 2014 i Hedehusene i Høje-Taastrup Kommune og – få kilometer derfra – det nye grønttorv, Copenhagen Markets, som åbnede i foråret.
Københavns omegn har lager- og produktionsbygninger på i alt 7,8 millioner kvadratmeter – det svarer til næsten 1.100 fodboldbaner eller lige knap hele Frederiksberg Kommunes areal. De 13 kommuner i landsdelen omfatter i nord Lyngby-Taarbæk, Ballerup, Gentofte, Gladsaxe og Herlev, desuden Albertslund, Glostrup, Hvidovre, Høje-Taastrup samt Rødovre og i syd Brøndby, Vallensbæk og Ishøj. 

Ejendomstorvet.dk er ejet af de danske erhvervsmæglere og har Danmarks største udvalg af ledige lejemål samt ejendomme til salg med adresse, foto og tekst om aktuelt godt 10.000 lokaler og ejendomme. Dataene kommer fra næsten alle landets erhvervsmæglere samt en række pensionskasser, ejendomsselskaber og ejendomsadministratorer. Ejendomstorvet.dk har mere end 90.000 besøg hver måned.

Kontaktoplysninger
Simon Birch Skou fra Ejendomstorvet.dk kan kontaktes på mobil 42 41 06 02
Regitze Lund fra Newsec Egeskov & Lindquist kan kontaktes på mobil 28 94 81 44


Uddybende datamateriale
Seneste udbudsstatistik fra Ejendomstorvet.dk (med lejeniveau og antal udbudte lokaler):
https://www.ejendomstorvet.dk/pdf/GetDoc?name=Ejendomstorvet-december-2016-detailhandel-udbudsstatistik
Seneste tomgangsstatistik fra Ejendomstorvet.dk m.fl:
https://www.ejendomstorvet.dk/pdf/GetDoc?name=Ejendomstorvet_statistikken_kvartal42016
 

NY APP - Optimér din søgning
Få straks notifikationer
Søg i dit nærområde med ét klik
Gem ejendomme og lokaler
NEJ TAK
JA TAK
DOWNLOAD
NEJ TAK