Pressemeddelelse: Oline storsatser og skifter navn til Ejendomstorvet.dk

05-10-2016

PRESSEMEDDELELSE - 05. OKTOBER 2016

Fremover hedder Danmarks største portal for erhvervsejendomme og erhvervslokaler Ejendomstorvet.dk.

Hvis du et kort øjeblik giver dig selv lov til at dvæle ved ordet Oline, så forbinder du det formentlig ikke først og fremmest med nye, lækre kontorer eller en erhvervsejendom med den helt rigtige beliggenhed. Måske går tankerne nærmere i retning af en figur fra DR’s Ramasjang-univers – og det er ikke bæredygtigt fremadrettet, når Oline reelt er Danmarks største portal for erhvervsejendomme og erhvervslokaler.

”Det tager vi konsekvensen af nu og skifter navn til Ejendomstorvet.dk. Det navn signalerer klart, hvad vi står for og vil skabe et fremtidssikret fundament og give os bedre mulighed for at nå ud til nye målgrupper,” siger administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk, Simon B. Skou.

Da han tidligere i år blev administrerende direktør, var navnet Oline noget af det første, han påpegede som en stor udfordring. Han iværksatte derfor en markedsundersøgelse hos portalens kernemålgruppe. Den viste, at mere end 50 procent tilkendegav en negativ association til navnet eller mente, at det ikke passede til en ejendomsportal.

”Derfor var vi nødt til at gøre noget. Det er selvfølgelig et sats, men hvis vi ikke satser nu, så udvikler vi os ikke, og i mine øjne er det endnu mere risikabelt,” lyder det fra Simon B. Skou, der mener, at navneændringen vil styrke Ejendomstorvet.dk’s position og udbrede kendskabet til, at det er dér, man søger efter lokaler og ejendomme.

Ud over navneskiftet har Ejendomstorvet.dk fået et nyt logo og en moderne visuel identitet, der adskiller sig klart fra konkurrenterne.

Appellerende og attraktivt navn
Robert Neble Larsen, der er administrerende direktør i EDC Erhverv Poul Erik Bech – og bestyrelsesformand i Ejendomstorvet.dk – ser navneændringen som en naturlig udvikling i forhold til de ambitioner, som bestyrelsen har om at fastholde den markedsledende position.

”Nu har vi med Ejendomstorvet.dk fået et navn, der er mere appellerende og attraktivt – det er simpelthen et bedre match fremadrettet. Det giver os et spring ind i fremtiden og er helt i tråd med bestyrelsens ambition om at tage nogle kvantespring i den kommende tid. Det her er første skridt i vores planlagte udvikling,” siger Robert Neble Larsen og tilføjer, at ansættelsen af Simon B. Skou som administrerende direktør har været en del af bestyrelsens strategiplan om at løfte portalen markedsmæssigt.

”Han blev ansat, da Oline var i sin stærkeste position nogensinde, og ud fra det stærke fundament skal han eksekvere den digitale strategi, som er helt afgørende for Ejendomstorvet.dk’s succes,” siger Robert Neble Larsen.

 

Redaktionen er meget velkommen til at kontakte Simon B. Skou eller Robert Neble Larsen for yderligere kommentarer:

Simon B. Skou, administrerende direktør for Oline.dk: Telefon 42 41 06 02 eller mail: ssa@oline.dk 

Robert Neble Larsen, administrerende direktør i EDC Erhverv Poul Erik Bech – og bestyrelsesformand i Ejendomstorvet.dk: Telefon 26 32 12 00 eller mail: rnl@edc.dk

Fakta:

Erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk har Danmarks største udvalg af ledige lejemål samt ejendomme til salg med adresse, foto og tekst om cirka 10.400. Dataene kommer fra næsten alle landets erhvervsmæglere samt en række pensionskasser, ejendomsselskaber og ejendomsadministratorer. Ejendomstorvet.dk har mere end 90.000 besøg hver måned, og portalen omfatter både kontorer, lokaler til butikker, cafeer og andre spisesteder, lager- og industriejendomme samt ledige lokaler i kontorhoteller.



NY APP - Optimér din søgning
Få straks notifikationer
Søg i dit nærområde med ét klik
Gem ejendomme og lokaler
NEJ TAK
JA TAK
DOWNLOAD
NEJ TAK