Pressemeddelelse: Deleøkonomien indtager kontormarkedet

11-08-2016

PRESSEMEDDELELSE - 11. AUGUST 2016

Virksomheder vil i stigende grad dele kontorfaciliteter. Det mærker man hos Ejendomstorvet.dk, der er Danmarks største portal for erhvervslokaler og ejendomme. Hos kontorfællesskabet Væxthuset ser man samme tendens: Her har man ekspanderet voldsomt de seneste to år og har fire nye kontorfællesskaber på vej.

Vores deletrang vokser, og vi deler gerne biler, boliger og værktøj – og tendensen er nu i gang med at ramme kontormarkedet herhjemme. Hos Ejendomstorvet.dk, der er Danmarks største portal for erhvervsejendomme og erhvervslokaler, har man lige nu over 200 aktive kontorhoteller og små kontorer liggende på portalen.

”Vi oplever en stigende interesse fra vores annoncører i forhold til kontorhoteller og kontorfællesskaber. Det er et område i klar vækst,” siger Simon Skou Andersen, der er administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk.

Han mener, at væksten skyldes, at flere - særligt mindre og mellemstore virksomheder - ser fordelen i den høje grad af fleksibilitet, som et kontorhotel giver, og at de ikke mindst nyder godt af den synergieffekt, der kommer ud af at sidde sammen med andre virksomheder. Ifølge Simon Skou Andersen er der for eksempel mange iværksættervirksomheder, som bevidst vælger et kontorhotel på grund af det netværk, som eksisterer der. Samtidig kan man ofte leje sig ind, hvis man har brug for et mødelokale, og nogle steder kan man blive en del af en kantineordning.

Massiv vækst de seneste to år

For to år siden blev kontorfællesskabet Væxthuset etableret, og det er i dag vokset til at have 12 kontorfællesskaber over hele landet og er dermed blevet Danmarks største landsdækkende kontorfællesskab. Senere i år åbner man fire nye kontorfællesskaber.

”Folk har ændret indstilling de seneste år, og det er derfor, at deleøkonomi er blevet så stor en trend. Vi behøver ikke at skulle have tingene for os selv i respekt for, at ressourcerne her på jorden ikke er uendelige – og samtidig er det som regel også billigere at dele. Den indstilling er også nået til virksomhederne og deres syn på kontorer, og det er blandt andet derfor, at vi i Væxthuset har oplevet så massiv en vækst de seneste to år,” siger Jan Crone, der er ejer og partner i Væxthuset.

Individualistiske og sociale

Derudover kan Jan Crone se, at kontorfællesskabernes fleksibilitet passer alle typer virksomheder med en overvægt af liberale erhverv. Han oplever, at virksomhederne enten går efter store åbne lokaler eller flere meget små lokaler på omkring otte kvadratmeter, hvor der er mulighed for at åbne døren til andre lignende lokaler, når man har lyst.

”Vi er meget individualistiske, men samtidig vil vi også gerne vælge det sociale til, når det passer os, og det skinner igennem i forhold til, hvilke kontorlokaler der er mest eftertragtede,” siger Jan Crone.

Han mener, at interessen for kontorhoteller og kontorfællesskaber vil stige fremover, fordi flere af de små og mellemstore virksomheder vil opdage fordelene. I starten af i år blev det indført på Ejendomstorvet.dk, at man kan søge specifikt på kontorhoteller/små kontorer for at imødekomme den store interesse.

Simon Skou Andersen kan kontaktes på mobil 42 41 06 02.

NY APP - Optimér din søgning
Få straks notifikationer
Søg i dit nærområde med ét klik
Gem ejendomme og lokaler
NEJ TAK
JA TAK
DOWNLOAD
NEJ TAK