Pressemeddelelse: Sydjylland har laveste tomgang for industrilokaler i 9 år

20-07-2018

De 12 sydjyske kommuner har ikke haft så få tomme lager- og industribygninger siden 2009, viser nye tal fra erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk. Lokal mægler spår yderligere dyk i ledige lokaler, især i Esbjerg.

Det går så stærkt for virksomhederne i de 12 sydjyske kommuner, at landsdelen – med Danmarks største koncentration af industrilokaler – ikke har haft færre tomme fabrikshaller, lagerbygninger og logistikejendomme i ni år. Det viser data fra Ejendomstorvet.dk, landets største portal for erhvervslokaler.

”Her i midten af 2018 står kun 2,1 procent af lokalerne til lager og produktion tomme i Sydjylland, og ifølge vores databaser skal vi helt tilbage til april 2009 for at finde en lavere tomgang. Før finanskrisen var tomgangen kun halvanden procent, og det blev fordoblet på kun to år. Det så allerværst ud i midten af 2013 med en tomgang på 4,4 procent, men siden er der kommet liv og aktivitet i mange ledige lokaler, nærmest støt fra kvartal til kvartal,” siger Mette B. Dehn, kommunikationsansvarlig i Ejendomtorvet.dk.

Portalen er ejet af landets ejendomsmæglere ligesom ”søsterportalen” Boligsiden.dk. Aktuelt er lige knap 1.600 industrilokaler og bygninger udbudt på landsplan via Ejendomstorvet.dk, heraf 344 i Sydjylland. Der er flest lokaler til leje eller salg i Vejle (69), Esbjerg (66), Kolding (43) og Haderslev (40). Derefter følger på en delt femteplads Sønderborg og Aabenraa, begge med 34 ledige lokaler, og som nummer syv Fredericia (25).

Det faldende udbud af lokaler har betydet, at det ifølge andre tal fra Ejendomstorvet.dk i gennemsnit koster godt 18 procent mere at leje en industri-kvadratmeter end for fem år siden.

”Vi kan sagtens genkende billedet med kun få ledige lokaler og med stigende lejeniveauer. Opsvinget giver travlhed hos mange virksomheder, og vi oplever især efterspørgsel på lokaler i gængse størrelser fra 700-800 kvadratmeter og op til 1500 kvadratmeter, gerne med plads til lidt administration og med udendørs arealer, der kan bruges til oplagring,” siger Karsten Lindgård Jensen, direktør og partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech i Esbjerg.

Han vurderer, at der bliver endnu længere mellem ledige lagerbygninger og fabrikshaller i landsdelen:

”Tomgangen kan nok godt nå ned i nærheden af niveauet på halvanden procent, som vi så før finanskrisen. Det går godt i det østjyske bælte af landsdelen, og samtidig har Esbjerg som landets førende energiby udsigt til øget efterspørgsel af industrilokaler. Der skal investeres mange milliarder i Tyrafeltet med olie og gas, og med det nye energiforlig får vi tre store havvindmølleparker,” påpeger Karsten Lindgård Jensen.

EDC Erhverv-mægleren forudser øget nybyggeri, blandt andet fordi der mange steder i Sydjylland er ledig byggejord – modsat fx industriområder tæt på København.

Også Nybolig Erhverv spår mere nybyggeri. I en analyse noterer mæglerkæden, at sydjyske virksomheder især efterspørger moderne (og motorvejsnære) lokaler, men ”størstedelen af de tilgængelige lejemål hører til i den ældre bygningsmasse”. Derfor må ”mange virksomheder slække på kravene til deres nye lejemål,” mens ”flere kapitalstærke virksomheder vælger at bygge faciliteter skræddersyet til deres behov.”

Ejendomstorvet.dk har Danmarks største udvalg af ledige lejemål og erhvervsejendomme til salg med adresse, foto og tekst om aktuelt cirka 9.500 lokaler og ejendomme i alle kategorier. Dataene kommer fra næsten alle landets erhvervsmæglere samt en række pensionskasser, ejendomsselskaber og ejendomsadministratorer. Ejendomstorvet.dk har mere end 120.000 besøg hver måned og formidlede sidste år solgte ejendomme og indgående lejeaftaler for en værdi af 14 mia. kr.

Fakta om lager- og produktionslokaler i Sydjylland

  • Tomgangen er 2,1 pct. – det laveste siden april 2009 (dengang 2,0 pct.)
  • Før finanskrisen var blot 1,5 pct. af industrilokalerne tomme; det blev fordoblet på kun to år til 3 pct. i juli 2010 – og steg yderligere til 4,4 pct. i juli 2013
  • 416.600 kvadratmeter sydjyske industrilokaler står tomme – det svarer til cirka 58 fodboldbaner
  • Med 19,5 mio. kvadratmeter har Sydjylland de største industriarealer blandt de 11 landsdele. Hele Danmark har 103,5 mio. kvm industrilokaler
  • På Ejendomstorvet.dk har Sydjylland 344 industrilejemål eller bygninger til salg, fordelt på landsdelens 12 kommuner:
    • Vejle – 69
    • Esbjerg – 66
    • Kolding – 43
    • Haderslev – 40
    • Sønderborg og Aabenraa – begge 34
    • Fredericia – 25
    • Varde – 11
    • Vejen – 8
    • Billund og Tønder – begge 7
    • Fanø – ingen
  • På landsplan er tomgangen for industrilokaler 2,1 pct.

Kontaktoplysninger

Mette B. Dehn fra Ejendomstorvet.dk kan kontaktes på 20 66 12 74

Karsten Lindgård Jensen fra EDC Erhverv Poul Erik Bech kan kontaktes på 23 20 79 21

Uddybende datamateriale

Seneste tomgangsstatistik fra Ejendomstorvet.dk