Pressemeddelelse: Sjælland har fået flere tomme kontorer

07-03-2019

Andelen af tomme kontorlokaler i Region Sjælland er steget de seneste tre kvartaler – næsten stik imod udviklingen i resten af landet, viser de nyeste tal fra erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk. Særligt i de mindre byer kan det være svært at finde lejere, siger lokale mæglere.

Fra begyndelsen af 2014 og fire år frem blev der længere og længere mellem tomme kontorlokaler i de 17 kommuner i Region Sjælland under ét. Men på det seneste er billedet vendt ifølge data fra Ejendomstorvet.dk, Danmarks største portal for erhvervslokaler.  
”I april kvartal 2018 stod kun 3,2 procent af kontorarealerne tomme – det laveste i cirka 10 år. Men siden er andelen af tomme kontorer steget tre kvartaler i træk og ligger ved indgangen til 2019 på 5,0 procent. De øvrige regioner har enten haft et lille fald i tomgangen eller status quo,” siger Mette B. Dehn, kommunikationsansvarlig i Ejendomstorvet.dk. 

Portalen er ejet af landets ejendomsmæglere ligesom ”søsterportalen” Boligsiden.dk. På landsplan er knap 3.500 kontorer udbudt til leje eller salg via Ejendomstorvet.dk. 148 lokaler ligger i Vest- og Sydsjælland og 91 lokaler i Østsjælland. På kommunebasis har Roskilde det største udbud med 43 lokaler, derefter følger Holbæk med 34, Slagelse med 33 samt Køge med 26 og Næstved med 24.
”Vi kan godt mærke, at der i øjeblikket står mere tomt og ikke er den store efterspørgsel – ud over statens udflytninger, som ofte kræver meget plads og enten bliver løst med nybyggeri eller lejemål fordelt på flere adresser. Desuden har revisorkoncernen PwC samlet sine regionale aktiviteter i et nybyggeri i udkanten af Ringsted; det har fx givet ledige lejemål i Næstved, Slagelse og Holbæk. Samtidig ser vi ledige lokaler i mindre byer blive sendt på markedet, fordi tomgangen var kommet langt ned, at udlejerne øjnede bedre muligheder for at finde lejere til lokaler, der ellers havde stået tomme i længere tid,” siger Henrik Nikolajsen, partner i Nordicals – før Nybolig Erhverv – med afdelinger i Næstved, Roskilde og Slagelse.

”Region Sjælland er et lille marked, hvad angår kontorer, og lige nu er vi er nok ramt af nogle store klumper af ledige lokaler, som præger statistikken. I de større byer går det fornuftigt med udlejningen, men i de mindre byer kan det være svært. Fx har vi lige været med til at opdele lokaler i Herfølge i mindre lejemål, for der er altså langt imellem, at nogen kommer forbi og skal bruge 800 kvadratmeter i en by i den størrelse. Og i Faxe har vi for nylig fået udlejet 350 kvadratmeter, men det tog et år, hvor vi kun havde fem-seks fremvisninger,” siger John Borrisholt, regionsdirektør for EDC Erhverv Poul Erik Bech med afdelinger i Køge, Næstved, Roskilde og Slagelse. Tomgangen i Region Sjælland er fordelt med 4,4 procent i Østsjælland med bl.a. Roskilde og Køge og 5,2 procent i Vest- og Sydsjælland. Med samlet 5,0 procent har Sjælland dog fortsat den laveste tomgang blandt landets fem regioner. På landsplan er tomgangen 7,0 procent. Det betyder, at knap 1,7 millioner kontor-kvadratmeter står tomme ud af i alt 24 millioner kvadratmeter kontorareal.
Samlet for de 17 sjællandske kommuner står 114.200 kvadratmeter tomme mod 72.400 kvadratmeter for tre kvartaler siden.


Om Ejendomstorvet.dk

Ejendomstorvet.dk har Danmarks største udvalg af ledige lejemål samt ejendomme til salg med adresse, foto og tekst om aktuelt cirka 9.700 lokaler og ejendomme i alle kategorier. Dataene kommer fra næsten alle landets erhvervsmæglere samt en række pensionskasser, ejendomsselskaber og ejendomsadministratorer. Ejendomstorvet.dk har mere end 130.000 besøgende hver måned og formidlede i 2017 solgte ejendomme og indgående lejeaftaler for en værdi af 14,4 mia. kr. 


Supplerende datamateriale 
Ejendomstorvet Markedsindeks – 1. kvartal 2019: 


Kontaktoplysninger 
Mette B. Dehn fra Ejendomstorvet.dk – 20 66 12 74 

John Borrisholt, EDC Erhverv Poul Erik Bech – 23 38 43 12

Henrik Nikolajsen, Nordicals – 40 34 42 92