Lagerbygninger bliver revet væk på Fyn

28-10-2021
Med opsvinget i dansk økonomi går fynske lagerlokaler og logistikejendomme som varmt brød, og Fyn har ikke haft færre ledige lagerlokaler i 13 år, viser data fra Ejendomstorvet.dk. Særligt områderne langs E20-motorvejen er støvsuget for lokaler, og Fyn har brug for nybyggeri, siger to lokale erhvervsmæglere.

Med en afblæst coronakrise, tårnhøj beskæftigelse og udsigt til den højeste økonomiske vækst i årevis går det så godt for erhvervslivet på Fyn, at ledige lagerlokaler og tomme logistikbygninger bliver revet ned fra erhvervsmæglernes hylder. Det dokumenterer tal fra Ejendomstorvet.dk, landets største portal for erhvervslokaler.

"Gennem coronanedlukningerne lå udbuddet af lager- og logistiklokaler på 2,7-2,8 procent af de samlede arealer på Fyn, men det er faldet til blot 2,2 procent. Aktuelt er udbuddet cirka 30.000 kvadratmeter lavere end de foregående kvartaler og er nede på 136.000 kvadratmeter – det laveste, vi har registreret siden 2008, eller lige før finanskrisen ramte landet. Da det stod allerværst til på Fyn, i 2011, stod over 600.000 kvadratmeter lagerlokaler tomme," siger Jakob Wegener, administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk.

Portalen er ejet fælles af landets ejendomsmæglere ligesom "søsterportalen" Boligsiden.dk. Ejendomstorvet.dk har lige nu udbudt lidt over 8.000 erhvervslejemål og ejendomme på landsplan, heraf godt og vel 1.000 lokaler til lager, logistik og produktion – og af dem ligger blot 83 på Fyn. Odense har med 26 flest udbudte lokaler, derefter følger Faaborg-Midtfyn med 12 og Middelfart med 11. I de øvrige kommuner har virksomheder på lokalejagt under 10 lejemål og ejendomme at vælge imellem, fx er der i øjeblikket kun udbudt 8 lokaler i Svendborg og blot 3 i Nyborg.

"Det er ikke til at opdrive moderne og effektivt indrettede lager- og logistiklokaler på Fyn, og langs motorvejen fra Nyborg til Odense og Middelfart er der stort set ingenting. Fyn mangler, at investorer tør bygge nyt uden at have lejere på hånden, men det bliver ikke lettere med de høje byggepriser, vi ser lige nu. Vi er ved at have en udlejningsaftale på plads om en større lager-/logistikejendom nær motorvejen, og med det meget begrænsede udbud forventer vi at kunne løse den opgave ret hurtigt," siger Morten Nielsen, indehaver i Nordicals Odense med kontor på Klosterbakken i Odense C.

En lignende melding kommer fra en anden fynsk erhvervsmægler.

"Udbuddet af ledige lokaler falder, fordi færre virksomheder end normalt har brug for mindre plads og dermed har kvadratmeter i overskud. Samtidig er efterspørgslen stor – over hele Fyn og på tværs af brancher. Efterspørgslen er især stor efter lager- og logistiklokaler og knap så markant for lokaler til produktion," siger Lars Duus, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Odense på Vestre Stationsvej i centrum af Odense.

Danmark har 69 mio. kvadratmeter lokaler til lager, logistik, produktion og værksteder. Knap 10 procent – eller lidt over 6,2 mio. kvadratmeter – ligger på Fyn, Langeland og Ærø.

Ejendomstorvet.dk har Danmarks største udvalg af erhvervslokaler til udlejning og ejendomme til salg i alle kategorier. Dataene kommer fra knap 300 medlemmer/annoncører, herunder næsten alle landets erhvervsmæglere samt pensionskasser, ejendomsselskaber og administratorer. Ejendomstorvet.dk har mere end 180.000 besøgende hver måned, og i 2020 var portalen med til at formidle omkring 4.000 transaktioner til en værdi af over 10 mia. kr. fordelt på indgåede lejeaftaler og solgte ejendomme. I 2020 blev Ejendomstorvet.dk udbygget både med en app og med en søgefunktion for off-market-sager.


Supplerende materiale



Kontaktoplysninger
  • Jakob Wegener fra Ejendomstorvet.dk – 61 51 74 44
  • Lars Duus fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Odense – 25 39 55 06
  • Morten Nielsen fra Nordicals Odense – 30 50 83 75