Pressemeddelelse: Historisk få tomme kontorer i Vestjylland

13-02-2019 De otte kommuner i Vestjylland har ikke haft færre ledige kontorlokaler i over 10 år, og landsdelen har den laveste tomgang for kontorer i hele landet, viser de nyeste tal fra erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk. Årsagen er ifølge to lokale erhvervsmæglere opsvinget, udflyttede statsjob og stigende indbyggertal i flere byer.

Det økonomiske opsving og statens udflytning af job er nogle af forklaringerne på, at der efterhånden er blevet langt mellem ledige kontorlokaler i Vestjylland. Det viser data fra Ejendomstorvet.dk, Danmarks største portal for erhvervslokaler. 

”I Vestjylland er blot 3,6 procent af kontorlokalerne udbudt til leje eller sat til salg – det er den laveste andel siden slutningen af 2008. På landsplan er tomgangen næsten syv procent, og Vestjylland har nu overtaget førstepladsen fra Østsjælland blandt de 10 landsdele, vi løbende samler data fra,” siger Mette B. Dehn, kommunikationsansvarlig i Ejendomstorvet.dk.
 
Portalen er ejet af landets ejendomsmæglere ligesom ”søsterportalen” Boligsiden.dk. På landsplan er knap 3.500 kontorer udbudt til leje eller salg via Ejendomstorvet.dk. 142 lokaler ligger i de otte kommuner i Vestjylland, flest i Herning med 42 og Viborg med 33. Derefter følger Ikast-Brande med 21, Holstebro med 17 og Skive med 15. I Struer, Lemvig og Ringkøbing-Skjern er det aktuelle udbud mere begrænset med 6, 5 og 3 kontorlokaler.
Før finanskrisen var tomgangen for kontorlokaler i de otte vestjyske kommuner under ét nede på 2½-3 procent, men blev mere end fordoblet på få år. Da det så værst ud, var tomgangen oppe på 7,3 procent – det var i april 2012. Siden har især opsvinget fået fyldt mange kontorer jævnt over regionen, fortæller to erhvervsmæglere.

”Vi ser både nye virksomheder, der kommer til området, og især eksisterende virksomheder, som har brug for mere plads. I øjeblikket gælder det fx en del netbaserede firmaer og iværksættervirksomheder, der flytter ud af de offentlige væksthuse. Fx har vi lige hjulpet en lille virksomhed med fem ansatte med et lejemål på 200-300 kvadratmeter her i Herning. Og så kan udflytningen af statsjob mærkes i hele det midt- og vestjyske,” siger Ib Stampe, partner i Home Erhverv Midt- og Vestjylland med kontor på Dalgas Plads i Herning.
Herning nyder samtidig godt af fremgang i indbyggertallet, og lignende toner om kontormarkedet lyder fra et andet hjørne af landsdelen:

”Viborg er et vækstområde med stigende indbyggertal og med fremgang bredt i erhvervslivet. Byen har også fået en del statslige arbejdspladser, fx over 200 job i Nævnenes Hus. Desuden er en del ældre kontorlokaler omdannet til boliger,” siger Morten Lundhøj, partner i Nordicals – det tidligere Nybolig Erhverv – i Viborg og Skive.
 
Om Ejendomstorvet.dk
Ejendomstorvet.dk har Danmarks største udvalg af ledige lejemål samt ejendomme til salg med adresse, foto og tekst om aktuelt cirka 9.700 lokaler og ejendomme i alle kategorier. Dataene kommer fra næsten alle landets erhvervsmæglere samt en række pensionskasser, ejendomsselskaber og ejendomsadministratorer. Ejendomstorvet.dk har mere end 130.000 besøgende hver måned og formidlede i 2017 solgte ejendomme og indgående lejeaftaler for en værdi af 14,4 mia. kr.
 
 
Kontaktoplysninger
Mette B. Dehn fra Ejendomstorvet.dk – 20 66 12 74 
 
Ib Stampe fra Home Erhverv Herning – 40 34 86 99
 
Morten Lundhøj fra Nordicals Viborg – 89 15 33 01