Pressemeddelelse: Høje lejepriser for butikslokaler betyder færre små butiksejere

05-07-2019

Højkonjunktur og buldrende økonomi i Danmark betyder højere lejepriser for butikslokaler. De nyeste tal fra Ejendomstorvet.dk viser samtidig, at udbuddet af mindre butikslokaler er steget voldsomt kontra store butikslokaler, hvor udbuddet er forblevet det samme. Dyrere butikslokaler har store konsekvenser for mindre butiksejere, fordi de ofte ikke har samme finansielle fleksibilitet som de store butiksejere, forklarer erhvervsmægler. 


Alene i løbet af det seneste år er udbuddet af butikslokaler steget med 52.200 kvm, hvilket betyder at omkring 791.100 kvm butikslokaler på landsplan er kommet i udbud. En stor del af stigningen skyldes det voksende udbud af mindre butikslokaler. 

”På landsplan er udbuddet af butikslokaler i størrelsen 0-500 kvm steget 17,6% det seneste år, samtidig er lejepriserne for butikslokaler steget 11,1%. Det stigende udbud for de mindre butikslokaler gør sig gældende på tværs af alle landsdele, med undtagelse af Vestjylland, som har oplevet et fald i udbuddet af butikslokaler i størrelsen 0-500 kvm. Udbuddet for butikslokaler større end 500 kvm har været nogenlunde uændret i samme periode for hele landet.” siger analytiker Nicholas McFall fra Ejendomstorvet.dk, som er ejet af landets erhvervsmæglere ligesom ”søsterportalen” Boligsiden.dk.

Prisudviklingen har betydet, at København by er det dyreste sted at leje et butikslokale. Faktisk er København by 68,3% dyrere end den næstdyreste landsdel, som er Københavns omegn. Den massive prisudvikling i København by har betydet, at mange mindre butiksejere har drejet nøglen om.

”Den seneste tid har lejeniveauet været svagt faldende i takt med, at lejerne ikke kunne betale de høje lejepriser. Specielt de mindre butikslokaler, som har begrænset erhvervsmuligheder, har været presset af de høje priser. Derfor har vi også oplevet en øget tomgang, som kun vendes med en lavere forventning til lejeniveauet.” siger Jakob Nielsen, ejendomsmægler hos RealMæglerne Erhverv København. 
Johnny Hallas, partner og ejendomsmægler hos danbolig Erhverv i Hillerød, understreger også vigtigheden af at finde den rigtige lejepris for butikkerne:

”Jeg oplever stadig den samme efterspørgsel på butikslokalerne i Nordsjælland, men den nedsatte gevinst ved at eje et butikslokale pga. både nethandel og det faktum, at mange tager til de store butikker for at handle, har betydet at priserne skal nedsættes nogle steder. Hvis lejer ikke har råd til at betale den høje leje, bliver alternativet tomgang, hvor ingen vinder findes. Derfor kræver det oftest, at udlejere er fleksible i deres prissætning.” afslutter Johnny Hallas. 

Trods de høje priser i København by så har byen det næstlaveste udbud af butikslokaler. København by har omkring 4,4% af deres butikslokaler i udbud, hvilket er en stigning på 0,5% fra første kvartal af 2019. Københavns omegn har det laveste udbud med 3,7% af deres butikslokaler. På tredjepladsen ligger Nordsjælland med 4,6%. I den anden ende af skalaen finder vi Østsjælland, Syd- og Nordjylland, hvor alle ligger over 8%. 

Kontaktoplysninger

Nicholas McFall, Ejendomstorvet.dk – 28 14 75 88
Johnny Hallas, danbolig Erhverv - 40 79 21 11
Jakob Nielsen, RealMæglerne Erhverv – 28 18 14 25