Pressemeddelelse: Erhvervslejen i Østsjælland spurter fra resten af Sjælland

03-04-2020

De seneste fem år er lejen på erhvervslokaler steget markant mere i Østsjælland end i Vest- og Sydsjælland, viser tal fra erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk. Østsjælland nyder godt af nærheden til København, har bedre trafikforbindelser og mærker opsvinget mere end resten af regionen, siger to erhvervsmæglere.

På fem år er prisforskellen på erhvervslokaler i den østlige del af Region Sjælland og den vest- og sydlige del vokset markant ifølge en opgørelse fra Ejendomstorvet.dk, landets største portal for erhvervslokaler.

”I 2015 var det næsten 20 procent dyrere at leje kontorer i Østsjælland end i Vest- og Sydsjælland – den forskel er i dag vokset til 62 procent. Tilsvarende var såvel butikslokaler som lager- og produktionslokaler omtrent 50 procent dyrere i Østsjælland, mens lejen i dag er mere end dobbelt så høj som i Vest- og Sydsjælland,” siger analytiker Nicholas McFall fra Ejendomstorvet.dk, som er ejet af landets ejendomsmæglere ligesom ”søsterportalen” Boligsiden.dk.
To af regionens store erhvervsmæglere – Nordicals og EDC Erhverv Poul Erik Bech – har hver to afdelinger i Østsjælland og to i Vest- og Sydsjælland. De peger på flere årsager til, at erhvervslokaler i Østsjælland stikker af prismæssigt fra det øvrige Region Sjælland. Østsjælland omfatter fem kommuner med Køge og Roskilde som de største, målt på indbyggere og erhverv. Vest- og Sydsjælland har 12 kommuner, deriblandt Holbæk, Næstved, Ringsted og Slagelse.

”Når Østsjælland er stukket af, hænger det sammen med, at der er blevet bygget mere nyt, hvilket giver højere priser per kvadratmeter. I Vest- og Sydsjælland har vi fx mangel på lager- og produktionslokaler, fordi der stort set ikke er blevet bygget noget nyt siden finanskrisen. De lokaler, som stadig er udbudt, ligger typisk i ældre ejendomme og har derfor ret lav leje. I Østsjælland er der derimod bygget en del nyt inden for logistik,” påpeger Henrik Nikolajsen, partner i Nordicals Sjælland.

Generelt har de senere års opsving og jobfremgang været stærkest i Storkøbenhavn, og det smitter mest af på Østsjælland, som ligger tættest på hovedstaden.

”Især Køge oplever stor vækst med meget boligbyggeri, flere indbyggere og supersygehuset. Det styrker alt sammen grundlaget for butikker og virksomheder. Effekten bliver forstærket af den nye Køge Nord-station med flere forbindelser, der halverer rejsetiden til København. Den samme effekt kan Ringsted måske få, når der begynder at komme nye hurtige afgange til København,” siger John Borrisholt, partner og regionsdirektør i EDC Erhverv Poul Erik Bech.

John Borrisholt peger også på, at en del banker er mere restriktive med at låne ud til nybyggeri og udvidelser i mindre byer med ”skæve” postnumre, som der generelt er flere af, jo længere vestpå og sydpå man kommer ud på Sjælland.

”Vi kender til flere eksempler, hvor det er sværere for virksomheder i mindre byer at få finansiering.” Afslutter John Borrisholt. 

Ejendomstorvet.dk har Danmarks største udvalg af ledige lejemål samt ejendomme til salg med adresse, foto og tekst om aktuelt 9.650 lokaler og ejendomme i alle kategorier. Dataene kommer fra knap 300 medlemmer/annoncører, herunder næsten alle erhvervsmæglere samt en række pensionskasser, ejendomsselskaber og ejendomsadministratorer. Ejendomstorvet.dk har mere end 150.000 besøgende hver måned, og i 2019 formidlede portalen over 4.000 transaktioner til en værdi af 12,4 mia. kr. fordelt på solgte ejendomme og indgående lejeaftaler. Sideløbende blev antallet af udbydere og annoncører på Ejendomstorvet.dk udvidet markant 

Kontaktoplysninger
Nicholas McFall, Ejendomstorvet.dk – 28 14 75 88
John Borrisholt, EDC Erhverv – 23 38 43 12
Henrik Nikolajsen, Nordicals – 40 34 42 92

NY APP - Optimér din søgning
Få straks notifikationer
Søg i dit nærområde med ét klik
Gem ejendomme og lokaler
NEJ TAK
JA TAK
DOWNLOAD
NEJ TAK