Pressemeddelelse: Detailhandel går ind i coronakrise med rekordhøj tomgang

23-03-2020

Dansk detailhandel blev ramt af coronakrisen med tvangslukkede butikscentre og spisesteder på et tidspunkt med rekordmange ledige lokaler, viser tal fra erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk. Udviklingen med flere ledige lokaler kan fortsætte, men midt i krisen ser to eksperter adskillige lyspunkter.

Indgrebet med at tvangslukke blandt andet butikscentre, frisørsaloner og spisesteder for at skærpe indsatsen mod coronavirussen sker på et tidspunkt, da Danmark aldrig har haft så stor en andel udbudte eller ledige butikslokaler. Det fremgår af tal fra Ejendomstorvet, landets største portal for erhvervslokaler.

”I sidste kvartal af 2019 lå udbuddet på 6,6 procent, og dét var rekord. I første kvartal af 2020 er udbuddet af tomme butikslokaler vokset yderligere og udgør nu 6,7 procent af de samlede butiksarealer. Det er endnu en ny rekord; vi har ganske enkelt ikke registreret højere tal, siden statistikken blev lanceret tilbage i 2003. Før finanskrisen fra 2008 lå udbuddet på blot 2 procent,” siger analytiker Nicholas McFall fra Ejendomstorvet.dk. 

Portalen er ejet af landets ejendomsmæglere ligesom ”søsterportalen” Boligsiden.dk. På landsplan er cirka 9.650 lokaler og erhvervsejendomme lige nu udbudt til leje eller salg via Ejendomstorvet.dk, heraf præcis 1.606 lokaler til butiksdrift, café/restaurant eller takeaway.

I hele landet findes godt 12,5 millioner butiks-kvadratmeter, og ved 839.900 kvadratmeter hænger skilte med ”til leje” eller ”til salg” i vinduet.

Den stigende tomgang skyldes især stigende internethandel, og to eksperter frygter endnu flere tomme butikslokaler, men ser samtidig lyspunkter for detailhandlen under krisen.

”Udviklingen er ingen overraskelse, og vi forventer, at tomgangen fortsætter opad, for med øget nethandel har Danmark ikke brug for så mange butikker mere. Langtidseffekten af coronakrisen er svær at vurdere, men butikkerne må nok belave sig på at skulle holde lukket længere end de to uger, som blev varslet i første omgang,” siger Per Nyborg, partner i Institut for Center-Planlægning, der rådgiver blandt andre kommuner og detailkæder.

”Det er nok svært at undgå højere tomgang. Vi har set, at det er gået langsomt med en korrektion i markedet, fordi en del af udlejerne har ønsket at holde fast i lejeniveauerne så længe som muligt og ofte først har sænket lejen ved genudlejning. Lavere lejeindtægt kan nemlig betyde nedskrivninger hos udlejeren og kan også gøre finansieringen af ejendommen dyrere,” påpeger Frank Heskjær, chef for detailhandel hos EDC Erhverv Poul Erik Bech.

De to eksperter glæder sig over, at der er bred opbakning til frisører, restauratører og andre selvstændige, som bliver hårdt ramt af indgrebet.

”Der er massiv opbakning fra fx Folketinget, banker, realkredit og kommuner, så viljen er til stede, og det er vigtigt. Vi ser også en masse kreative forsøg på at fastholde omsætning: Biltema tilbyder levering ved bilen, så man ikke behøver udsætte sig for risiko ved at komme ind i butikken, og nogle spisesteder er begyndt at tilbyde takeaway. Samtidig oplever mange spisesteder og lignende overvældende lokal opbakning, og vi må håbe, at den varer ved, når alle åbner igen og skal indhente den tabte omsætning,” siger Per Nyborg.

Frank Heskjær fra EDC Erhverv Poul Erik Bech ser positivt på Folketingets hjælpepakker, ikke mindst at selvstændige kan få refunderet 100 procent af de faste omkostninger. 

”Fremover skal de forskellige parter nok også være mere fleksible: Butikslejerne kan ikke i alle tilfælde forvente at få permanent lavere leje, men i stedet kan de fx få opgraderet deres lokaler. Udlejerne kan i en periode give rabat eller henstand for at hjælpe lejerne igennem og må investere i lokalerne, så de fx bliver mere bæredygtige og lever op til butikkernes behov om facade og indretning. Endelig må kommunerne være mere lempelige med regler om, hvad tidligere butikslokaler kan bruges til, så de ikke bare fortsætter med at stå tomme.”

Både Per Nyborg og Frank Heskjær vurderer, at detailhandlen relativt set formentlig vil klare sig bedst i hovedstaden og andre større byer, fordi der her er flest kæder med stærkere økonomi i ryggen. Andelen af tomme butikslokaler svinger fra 4-5 procent i hovedstadsområdet til 9 procent i Sydjylland og 9,8 procent i Nordjylland.

Ejendomstorvet.dk har Danmarks største udvalg af ledige lejemål samt ejendomme til salg med adresse, foto og tekst om aktuelt 9.650 lokaler og ejendomme i alle kategorier. Dataene kommer fra knap 300 medlemmer/annoncører, herunder næsten alle erhvervsmæglere samt en række pensionskasser, ejendomsselskaber og ejendomsadministratorer. Ejendomstorvet.dk har mere end 150.000 besøgende hver måned, og i 2019 formidlede portalen over 4.000 transaktioner til en værdi af 12,4 mia. kr. fordelt på solgte ejendomme og indgående lejeaftaler. Sideløbende blev antallet af udbydere og annoncører på Ejendomstorvet.dk udvidet markant. 

Kontaktoplysninger 
Nicholas McFall fra Ejendomstorvet.dk – 28 14 75 88
Frank Heskjær, EDC Erhverv Poul Erik Bech – 53 30 73 74
Per Nyborg, ICP – 40 50 04 33

Supplerende datamateriale 

Ejendomstorvet Markedsindeks – 1.kvartal 2020

NY APP - Optimér din søgning
Få straks notifikationer
Søg i dit nærområde med ét klik
Gem ejendomme og lokaler
NEJ TAK
JA TAK
DOWNLOAD
NEJ TAK