Pressemeddelelse: Corona udløser højeste tomgang for østjyske butikker i otte år

02-09-2020

Ikke siden 2012 har Aarhus og det øvrige Østjylland haft så høj en andel af udbudte butikslokaler ifølge erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk. Efter flere år med stigninger er lejepriserne nu under pres, men der sker samtidig mange udlejninger, siger to lokale erhvervsmæglere.

I kølvandet på coronakrisen har Aarhus og de ti øvrige østjyske kommuner fået det højeste udbud af lokaler til detailhandel og spisesteder i næsten otte år. Det viser nye tal fra Ejendomstorvet.dk, landets største portal for erhvervslokaler.

”Ved indgangen til tredje kvartal lå udbuddet i Østjylland på 6,4 procent af de samlede butiksarealer. Det er en kraftig stigning på 0,7 procentpoint fra andet kvartal og samtidig det højeste niveau, vi har registreret siden oktober 2012, da udbuddet af butikslokaler nåede op på 7,1 procent i landsdelen,” siger analytiker Nicholas McFall fra Ejendomstorvet.dk. 

Portalen er ejet af landets ejendomsmæglere ligesom ”søsterportalen” Boligsiden.dk. På landsplan er 9.600 lokaler og erhvervsejendomme lige nu udbudt til leje eller salg via Ejendomstorvet.dk, heraf 1.743 lokaler til butiksdrift, café/restaurant eller takeaway. Af dem ligger 279 i Østjylland, flest i Aarhus Kommune med 120, dernæst Randers med 61 samt Silkeborg med 33, Horsens med 25 og Norddjurs med 18.

”Vi har kunnet se, at lejeniveauet særligt i Aarhus var kommet højt op – og måske også for højt, når man kan konstatere, at en stor del af indbyggerne er studerende uden den samme købekraft som resten af befolkningen. Det har fået flere butikker og kæder til at revurdere situationen, og for nogle var coronakrisen måske dråben, der fik bægeret til at flyde over. Fx planlægger Matas at sammenlægge flere mindre butikker og åbne én stor flagskibsbutik i Aarhus midtby, ligesom H&M har lukket flere østjyske butikker. Andre kigger efter mindre og billigere lokaler,” fortæller siger Frank Heskjær, chef for detailhandel hos EDC Erhverv Poul Erik Bech og med base i Aarhus.

Tal fra Ejendomstorvet.dk underbygger tesen om, at lejeniveauet bremser op i Østjylland. Ved indgangen til august var den gennemsnitlige leje for udbudte butikslokaler på 1.193 kroner per kvadratmeter. Dét er 42 procent højere end i 2015, men samtidig seks procent lavere end for et år siden.

”Vi kan se, at lejeniveauet på de bedste beliggenheder i Aarhus har taget et dyk – ganske naturligt, da tomgangen har været stigende. At der er flere tomme butikker, er med til at gøre udlejningsmarkedet mere gennemsigtigt for lejerne, og flere potentielle lejere er begyndt at se nye muligheder i gaderne, da de i nogle tilfælde kan få en mere optimal butik til den samme eller ligefrem lavere leje,” siger Jesper Poder Olsen, erhvervsmægler hos Colliers International i Aarhus.
Nogle af de større kæder vælger at skære ned i Aarhus, hvor de har flere afdelinger, mens de i højere grad fastholder butikker i byer som Horsens og Silkeborg, hvor de typisk har ét lejemål.Begge mæglere peger på, at der samtidig med det øgede udbud af lokaler har været livlig aktivitet det seneste par måneder.

”Der er hele tiden butiksejere, som går på pension eller stopper af andre grunde, og der er hele tiden nye folk, som etablerer sig, og ekspansive kæder, som jagter lokaler. Men under nedlukningen åbnede hverken iværksættere eller kæder jo nye steder. Derfor er der et efterslæb, og vi har mange fremvisninger og udlejninger i øjeblikket. På Store Torv i Aarhus har vi fx gennemført udlejninger til tre kæder, der gerne ville ind i Aarhus, og til en tøjbutik, som søgte nye lokaler,” siger Frank Heskjær fra EDC Erhverv Poul Erik Bech.
Også Colliers International har haft travlt over sommeren.

”Vi har udlejet syv lokaler i strøgmiljøet i Aarhus, og vi har flere udlejninger på vej. Vi kan mærke, at flere udlejere er blevet mere fleksible over for ønskerne fra mulige lejere. Fx har vi netop formidlet en udlejning på Strøget i Aarhus til firmaet Luksusbaby; her blev lokalerne gjort tidssvarende, fik ny facade og blev tilpasset lejerens koncept,” siger Jesper Poder Olsen fra Colliers International.

De 11 østjyske kommuner har samlet lidt over to millioner butiks-kvadratmeter eller næsten en sjettedel af landets samlede butiksareal. Trods stigningen i andelen af udbudte butikker ligger Østjylland med 6,4 procent dog fortsat lavere end landsgennemsnittet, som ved indgangen til tredje kvartal steg til 6,8 procent – det højeste registreret i de 17 år, Ejendomstorvet.dk har indsamlet talmateriale for.

Ejendomstorvet.dk har Danmarks største udvalg af ledige lejemål samt ejendomme til salg med adresse, foto og tekst om aktuelt 9.600 lokaler og ejendomme i alle kategorier. Dataene kommer fra knap 300 medlemmer/annoncører, herunder næsten alle erhvervsmæglere samt en række pensionskasser, ejendomsselskaber og ejendomsadministratorer. Ejendomstorvet.dk har mere end 150.000 besøgende hver måned, og i 2019 formidlede portalen over 4.000 transaktioner til en værdi af 12,4 mia. kr. fordelt på solgte ejendomme og indgående lejeaftaler. Sideløbende blev antallet af udbydere og annoncører på Ejendomstorvet.dk udvidet markant. 

Supplerende datamateriale
https://www.ejendomstorvet.dk/pdf/getdoc?name=Ejendomstorvet_statistikken_3_kvartal_2020.pdf


Kontaktoplysninger 
Nicholas McFall fra Ejendomstorvet.dk – 28 14 75 88
Frank Heskjær, EDC Erhverv Poul Erik Bech – 53 30 73 74
Jesper Poder Olsen, Colliers International – 40 60 01 17

NY APP - Optimér din søgning
Få straks notifikationer
Søg i dit nærområde med ét klik
Gem ejendomme og lokaler
NEJ TAK
JA TAK
DOWNLOAD
NEJ TAK