Pressemeddelelse: Østsjælland har fået flere tomme butikker

10-10-2019 Det seneste år er andelen af tomme butikker steget mærkbart i Østsjælland, viser nye tal fra erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk. Nethandel, presset økonomi og mere kræsne lejere er nogle af forklaringerne, og så klarer Køge sig bedre end Roskilde, siger to lokale mæglere.
 
I Østsjælland stod 8,5 procent af butikslokalerne tomme ved indgangen til tredje kvartal – en stigning på 1,9 procentpoint fra et år tidligere og dermed den største stigning i hele landet. Det viser dugfriske tal fra Ejendomstorvet.dk, landets største portal for erhvervslokaler.
 
”39.000 kvadratmeter butikslokaler stod ledige i områdets fem kommuner – en forøgelse fra 30.300 kvadratmeter et år tidligere. Og med 8,5 procent ledige butikslokaler har Østsjælland en markant højere andel af ledige butikslokaler end landsgennemsnittet på 6,4 procent,” siger analytiker Nicholas McFall fra Ejendomstorvet.dk.
 
Portalen er ejet af landets ejendomsmæglere ligesom ”søsterportalen” Boligsiden.dk. På landsplan er lidt over 1.700 lokaler til detailhandel og spisesteder aktuelt udbudt til leje eller salg via Ejendomstorvet.dk. 50 af dem ligger i Østsjælland, flest i Roskilde med 26 og Køge med 16. I Greve, Lejre og Solrød var der tilsammen udbudt otte lokaler.
”Detailhandlen er hårdt presset af nettet, og nogle af de lukkede butikker bliver i stedet benyttet som kaffebarer eller cafeer. Vi ser også, at store kæder nøjes med færre butikker, fx har en sportskæde i Roskilde gået fra to forretninger til en enkelt, og kæder med to-tre butikker i samme by vil nok lukke en-to af dem, fordi nethandlen vinder mere og mere frem,” siger Torben Engholm, indehaver af Home Erhverv Roskilde.

Lejerne kan også tillade sig at være mere kræsne, påpeger en kollega.
”Konkurrencen fra nethandel presser indtjeningen, og derfor er butikkerne nødt til at optimere salget. Det er blevet sværere at udleje lokaler i sidegaderne, og det samme gælder ”skæve” lejemål med dybe eller mørke lokaler. Vi oplever lidt af et sceneskift med krav om både god beliggenhed og rigtig indretning. Inden for dagligvarer har vi set, at flere store kæder har lukket butikker i mindre lokaler, hvor der ikke var nok plads til alle de varer, som bliver ført i dag,” siger John Borrisholt, regionsdirektør for EDC Erhverv Poul Erik Bech Sjælland med afdelinger i blandt andet Roskilde og Køge.
Netop de to købstæder er de store handelsbyer i Østsjælland, og Køge klarer sig bedst.
”Vi ser en del tomme lejemål selv på gågaden i Roskilde, mens Køge altid var været en god handelsby i kraft af sit store opland,” påpeger John Borrisholt.

De to mæglere fremhæver desuden, at der hersker optimisme i den lokale detailhandel i Køge i kraft af store projekter som supersygehuset, den nye Køge Nord-station, byudviklingen med Køge Kyst og Køge Nord samt det store transportcenter, som har udvidet flere gange.

John Borrisholt påpeger, at ledige butikslokaler i nogle tilfælde kan moderniseres, ombygges eller lægges sammen med andre lokaler. Også nye formål kan komme på tale, afhængig af beliggenheden, fx boliger, klinikker eller liberalt erhverv, men her oplever mæglerfirmaet stor forskel på velviljen på det lokale rådhus, særligt vedrørende tomme butikslokaler i gågaderne.

Østsjælland har i alt 458.900 kvadratmeter butikslokaler ifølge Ejendomstorvet.dk’s statistikker.

Ejendomstorvet.dk har Danmarks største udvalg af ledige lejemål samt ejendomme til salg med adresse, foto og tekst om aktuelt cirka 9.900 lokaler og ejendomme i alle kategorier. Dataene kommer fra knap 300 medlemmer/annoncører, herunder næsten alle erhvervsmæglere samt en række pensionskasser, ejendomsselskaber og ejendomsadministratorer. Ejendomstorvet.dk har mere end 130.000 besøgende hver måned, og i 2018 formidlede portalen solgte ejendomme og indgående lejeaftaler for en værdi af næsten 11 mia. kr. og udvidede desuden antallet af udbydere og annoncører kraftigt.
 

Supplerende materiale: Markedsindeks 3. kvartal 2019 

Kontaktoplysninger
Nicholas McFall, Ejendomstorvet.dk – 28 14 75 88
John Borrisholt, EDC Erhverv Poul Erik Bech – 23 38 43 12
Torben Engholm, Home Erhverv – 46 37 22 13