Pressemeddelelse: Coronakrise udløser ny rekord i tomme butikker

12-08-2020

I tredje kvartal sætter antallet af udbudte butikslokaler ny rekord ifølge erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk. De historisk høje tal afspejler flere måneders coronakrise med opsagte lokaler fra forretninger og spisesteder, og eksperter frygter, at vi næppe har set toppen endnu.

Ved indgangen til tredje kvartal 2020 var udbuddet af butikslokaler rekordhøjt i Danmark. Det fremgår af den kvartårlige Ejendomstorvet Markedsindeks-statistik over udbudte erhvervslokaler, udgivet i samarbejde mellem erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk, Dansk Ejendomsmæglerforening og EjendomDanmark, som repræsenterer udlejere og administratorer af ejendomme.

”Ved indgangen til året satte udbuddet af butikslokaler rekord – især på grund af øget nethandel. Ved indgangen til juli – og dermed 3½ måned efter corona-nedlukningen i marts – var udbuddet steget yderligere og lå med 6,8 procent på det højeste niveau, vi har registreret i de 17 år, vi har ført statistikker over erhvervslokaler,” siger analytiker Nicholas McFall fra Ejendomstorvet.dk. 

Portalen er ejet af landets ejendomsmæglere ligesom ”søsterportalen” Boligsiden.dk. På landsplan er over 9.600 lokaler og erhvervsejendomme lige nu udbudt til leje eller salg via Ejendomstorvet.dk. Heraf er knap 1.800 lokaler til butikker, takeaway-forretninger, cafeer og spisesteder.

I midten af marts blev Danmark lukket ned, så stort set kun dagligvarebutikker kunne holde åbent. I dag må fx indkøbscentre og spisesteder igen holde åbent, men er underlagt restriktioner. Undervejs har mange forretninger, butikskæder og spisesteder haft store økonomiske problemer. Fx gik boghandlerkæden Arnold Busck konkurs, det samme gjaldt en række spisesteder under Café A/Dalle Valle-paraplyen.

”Der er grund til at være nervøs for, om tomgangen kan stige yderligere. Dels er smittespredningen stigende igen og kan udløse nye restriktioner, dels udløber støttepakkerne med lønkompensation snart. Lønpakkerne har givet flere brancher og forretninger kunstigt åndedræt, men ellers er billedet broget. Fx har dagligvarebutikker og byggemarkedet haft ekstra omsætning, mens frisører og spisesteder har været tvangslukket. Geografisk er især hovedstaden ramt af, at der er markant færre turister end normalt,” siger Per Nyborg, partner i Institut for Center-Planlægning, som rådgiver fx kommuner og butikskæder. 

Trods den dystre baggrund er der dog også positive sider ved, at udbuddet af butikslokaler er steget.

”Ved starten af coronakrisen så vi, at udlejere var tilbageholdne med at sende opsagte butikslokaler ud på markedet – ligesom vi så på boligmarkedet, at mange boligejere med salgstanker var afventende. Den tilbageholdenhed er nu afløst af øget udbud, så markedspladsen for erhvervslokaler er blevet mere effektiv. Dermed har fx butikskæder og vordende selvstændige fået flere lokaler at vælge imellem,” siger Ole Hækkerup, administrerende direktør i Dansk Ejendomsmæglerforening.
Danmark har i alt godt 12,5 millioner kvadratmeter lokaler til butikker og spisesteder, og ved indgangen til tredje kvartal var 852.400 kvadratmeter udbudt til leje eller til salg. Den hidtidige rekord var på knap 837.000 udbudte kvadratmeter og blev sat ved indgangen til 2020.

De har øget omsætningen under coronakrisen
Byggemarkeder – hjemsendte danskerne gik i gang med alskens projekter
Elektronikbranchen – masser af firmaer skulle have udstyr til videomøder
Dagligvarehandel – vandt omsætning fra spisesteder/takeaway
Garnbutikker – hjemmesysler som strik og hækling blev populære under nedlukningen

De har tabt omsætning under coronakrisen
Tøj-/skobutikker – mistede salg under lukningen, sæsonvarer svære at sælge til fuld pris
Spisesteder – lang lukkeperiode kostede flere livet, genåbning betinget af restriktioner
Stormagasiner og indkøbscentre i hovedstaden – mangler salg til turister


Kontaktoplysninger 
Nicholas McFall fra Ejendomstorvet.dk – 28 14 75 88
Ole Hækkerup fra Dansk Ejendomsmæglerforening – 29 42 40 45
Per Nyborg fra Institut for Center-Planlægning – 40 50 04 33

Supplerende datamateriale 
Ejendomstorvet Markedsindeks – 3.kvartal 2020


NY APP - Optimér din søgning
Få straks notifikationer
Søg i dit nærområde med ét klik
Gem ejendomme og lokaler
NEJ TAK
JA TAK
DOWNLOAD
NEJ TAK