Østjylland har aldrig haft færre ledige lagerlokaler

Ejendomstorvet.dk -

PRESSEMEDDELELSE

Østjylland har aldrig haft færre ledige lagerlokaler

Erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk har aldrig tidligere målt så få udbudte lokaler til lager og logistik i Aarhus og det øvrige Østjylland. Eksplosion i nethandel, opsvinget og begrænset nybyggeri, lyder nogle af forklaringerne fra to lokale erhvervsmæglere.

Gennem det seneste år er udbuddet af lokaler til lager, logistik og produktion skrumpet med over en tredjedel i de 11 kommuner i Østjylland, og virksomheder på jagt efter kvadratmeter har aldrig før haft så lidt at vælge imellem ifølge Ejendomstorvet.dk, landets største portal for erhvervslokaler.

”For et år siden lå udbuddet på lige godt 280.000 kvadratmeter, men ved udgangen af 2021 var det faldet til blot 173.300 kvadratmeter – det laveste, vi nogensinde har registreret i de næsten 20 år, vi har indsamlet data om erhvervslokaler. Udbuddet svarer til blot 1,4 procent af de samlede arealer i området – det er sammen med Vestjylland den laveste andel blandt de ni landsdele, vi løbende følger,” siger Jakob Wegener, administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk.

Portalen bliver drevet på foreningsbasis af erhvervsmæglerne i Danmark uden krav om overskud – ligesom “søsterportalen” Boligsiden.dk. Ejendomstorvet.dk giver det fulde overblik over udbudte erhvervsejendomme, og aktuelt er udbudt knap 7.800 lejemål og ejendomme på landsplan, heraf præcis 908 lokaler til lager, logistik, produktion eller værksted. Af dem ligger blot 135 i Østjylland – flest i Aarhus Kommune med 48, derefter følger Randers med 28 og Silkeborg med 16. En historisk industrikommune som Horsens har bare 9 udbudte lokaler, i Hedensted og Skanderborg er der kun 6 henholdsvis 5 lokaler.

To lokale erhvervsmæglere har svært ved at imødekomme den store efterspørgsel, som blandt andet skyldes øget nethandel og det økonomiske opsving.

”Nethandlen er eksploderet under coronaforløbet, og netvirksomhederne har kronede dage, men har brug for kvadratmeter, fordi effektiv logistik kræver plads. I Østjylland har vi nok ekstra mange netvirksomheder i kraft af god beliggenhed og fx E45-motorvejen. Men det er en udfordring, at mens der er bygget en del logistikejendomme til udlejning i fx Storkøbenhavn, Køge og Trekantområdet, så er der næsten ikke bygget noget her i Østjylland siden finanskrisen i 2008,” siger Steen Storgaard Møller, partner i Nordicals Aarhus.

”Mange virksomheder har oplevet betydelige forsinkelser på grund af problemer med de internationale forsyningskæder. Risikoen for at mangle varer kan mindskes ved selv at have større lagerkapacitet, og det er med til at øge efterspørgslen på lagerlejemål og især på pallepladser på lagerhoteller, hvilket har skabt markant ordretilgang hos logistikvirksomheder. Men der er ingen ledige lejemål af den rette kvalitet til at imødekomme efterspørgslen, og derfor må der bygges nyt,” påpeger Anders Holm, partner i Colliers International-afdelingen i Aarhus.

Aarhus og det øvrige Østjylland rummer lidt over en sjettedel – 12,1 mio. kvadratmeter – af landets samlede areal på 69 mio. kvadratmeter lager, logistik, produktionslokaler og værksteder.

Ejendomstorvet.dk har Danmarks største udvalg af erhvervslokaler til udlejning og ejendomme til salg i alle kategorier. Dataene kommer fra knap 300 medlemmer/annoncører, herunder næsten alle landets erhvervsmæglere samt pensionskasser, ejendomsselskaber og administratorer. Ejendomstorvet.dk har mere end 200.000 besøgende hver måned, og i 2021 var portalen med til at formidle omkring 4.000 transaktioner til en værdi af over 10 mia. kr. fordelt på indgåede lejeaftaler og solgte ejendomme. Ejendomstorvet.dk er blevet udbygget med en app, og søgeagenten er udvidet med off-market-sager.

Kontaktoplysninger

  • Jakob Wegener, Ejendomstorvet.dk - 61 51 74 44
  • Anders Holm, Colliers International - 27 20 04 20
  • Steen Storgaard Møller, Nordicals

Supplerende datamateriale: