Pressemeddelelse: Opsving udløser ny rekord for lav kontortomgang i Nordsjælland

Ejendomstorvet.dk -

Stigende lejeniveau og rekord få ledige lokaler kendetegner markedet for kontor-kvadratmeter i de 11 nordsjællandske kommuner, viser de nyeste tal fra erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk. Efterspørgslen bliver skabt af blandt andre ingeniører og nystartede firmaer, og tomgangen kan fortsætte nedad lidt endnu, vurderer lokal erhvervsmægler.

Det økonomiske opsving fortsætter i Nordsjælland, som det seneste år har haft landets største fald i tomme kontorlokaler . Det viser data fra Ejendomstorvet.dk, Danmarks største portal for erhvervslokaler.
”Tomgangen for kontorer i Nordsjælland er faldet hvert eneste kvartal de seneste fire år og er nede på 4,8 procent. Vi skal helt tilbage til midten af 2008 – altså for 10½ år siden – for at finde en lavere andel ledige kontorer. Tomgangen ligger markant under landsgennemsnittet på 6,9 procent, og med 2,1 procentpoint er det samtidig det største fald i landet de seneste 12 måneder,” siger Mette B. Dehn, kommunikationsansvarlig i Ejendomstorvet.dk.

Portalen er ejet af landets ejendomsmæglere ligesom ”søsterportalen” Boligsiden.dk. På landsplan er knap 3.700 kontorer udbudt til leje eller salg via Ejendomstorvet.dk. Lige godt 300 af lokalerne ligger i Nordsjælland, flest i Rudersdal med 91 og Hillerød med 56.
”Vi kan i den grad mærke den store efterspørgsel i Nordsjælland, hvor vi ved nytår har usædvanligt mange lejeaftaler liggende klar til underskrift. Efterspørgslen hænger sammen med beskæftigelsen, som bliver ved med at stige. Branchemæssigt mærker vi især interesse fra ingeniører og fra nyetablerede virksomheder,” fortæller Kim Kyhl Andersen, administrerende partner i Andersen Erhverv, der selv har kontor i Holte i Rudersdal Kommune.
En af de nylige udlejninger er sket med cirka 1.000 kvadratmeter i et flerbruger-kontorhus på Hørmarken 2 i Farum.
”Det er et godt eksempel på, hvordan vi aktivt arbejder med at identificere storkøbenhavnske virksomheder, der ligger tæt på Hillerødmotorvejen. Ved at flytte fem minutter længere ud ad motorvejen kan de få lokaler til den halve pris,” siger Kim Kyhl Andersen.
Den store efterspørgsel og den historisk lave tomgang i Nordsjælland giver sig også udslag i priserne. I gennemsnit forlanger udlejerne i øjeblikket 957 kroner (inklusive driftsomkostninger) for en kontor-kvadratmeter – en stigning på 11 procent det seneste år.
Geografisk er Hillerød den store dynamo i området med blandt andet sygehusbyggeri, den kommende Favrholm-bydel, flere boligprojekter samt udvidelser hos fx Novo Nordisk og Foss.

Om Ejendomstorvet.dk

Ejendomstorvet.dk har Danmarks største udvalg af ledige lejemål samt ejendomme til salg med adresse, foto og tekst om aktuelt cirka 9.700 lokaler og ejendomme i alle kategorier. Dataene kommer fra næsten alle landets erhvervsmæglere samt en række pensionskasser, ejendomsselskaber og ejendomsadministratorer. Ejendomstorvet.dk har mere end 130.000 besøgende hver måned og formidlede i 2017 solgte ejendomme og indgående lejeaftaler for en værdi af 14,4 mia. kr.

Fakta om kontorlokaler i Nordsjælland
4,8 pct. af lokalerne står ledige – laveste tomgang siden juli 2008 (dengang 4,6 pct.)
I 2007, før finanskrisen, var tomgangen 3,5-4 pct., men steg brat og toppede april 2014 (12,6 pct.)
Siden juli 2015 (med 12,1 pct.) er tomgangen faldet stort set uafbrudt hvert kvartal
Det seneste år er tomgangen i Nordsjælland faldet 2,1 pct.point – det største fald i landet
Nordsjælland har 1,6 millioner kvadratmeter kontorlokaler – det svarer til knap 7 pct. af samtlige kontorarealer i landet
Lige nu byder Nordsjælland på 302 kontorlokaler (til leje eller salg) – flest i Rudersdal Kommune med 91, Hillerød med 56 og derefter Allerød, Furesø og Helsingør med 35, 34 og 31

Supplerende datamateriale
Ejendomstorvet Markedsindeks – 4. kvartal 2018

Kontaktoplysninger
Mette B. Dehn fra Ejendomstorvet.dk – 20 66 12 74
Kim Kyhl Andersen fra Andersen Erhverv – 20 96 35 84