Pressemeddelelse: Østjylland mangler flere moderne lagerlokaler

Ejendomstorvet.dk -

Østjylland mangler flere moderne lagerlokaler
Udbuddet af lager- og logistiklokaler i Østjylland har ligget på det samme niveau i næsten et år, viser friske tal fra Ejendomstorvet.dk. Efterspørgslen efter denne type lokale er stadig stor, men mange af de udbudte lokaler lever ikke op til moderne standarder, fortæller partner i home erhverv.

Siden d. 1. april 2019 har Østjylland haft ca. 280.000 kvm af lager- og logistiklokaler i udbud, hvilket svarer til 1,7% af landsdelens totale mængde lager-kvadratmeter, fortæller tallene fra Ejendomstorvet.dk.

“Udbuddet af lagerlokaler i Østjylland har været stødt aftagende siden finanskrisen. Nu har udbudsniveauet ligget på 1,7% i 10 måneder, hvilket er det laveste vi har registeret siden finanskrisen. Lige før krisen lå udbuddet på 1,4%. Østjyllands udvikling afspejler også hele landets udvikling. Danmark har siden oktober 2018 ligget på et udbudsniveau på 1,8-1,9%, hvilket er det laveste i 11 år,” siger Nicholas McFall, analytiker i Ejendomstorvet.dk.

Ejendomstorvet.dk er ejet af landets ejendomsmæglere ligesom ”søsterportalen” Boligsiden.dk. På landsplan er lige godt 1.500 lager- og logistiklokaler udbudt til leje eller salg via Ejendomstorvet.dk.

“Den stigende nethandel og danskernes privatforbrug er de facto en af drivkræfterne bag et øget behov for lager- og logistiklokaler, og derfor er efterspørgslen stor i tiden. Vi oplever, at lejerne stiller krav til beliggenhed, infrastruktur, lofthøjde mv., men at en del af den ældre boligmasse ikke nødvendigvis lever op til det,” siger Jonas Malberg, Partner & salgs- og udlejningschef hos Home Erhverv i Aarhus.

Det stillestående udbud afspejles også i lejeprisen for lagerlokaler. Det seneste år er prisen faldet med 1,2% i Østjylland, mens den på landsplan ikke har rykket sig. Jonas Malberg påpeger manglen på nybyggeri som en årsag til det stagnerede udbudsniveau.

“Hidtil er det ikke et segment, hvor der er bygget spekulativt, sådan som vi har set på andre ejendomstyper, men med udgangspunkt i udviklingen og den infrastrukturelle gode placering i Østjylland tror vi på, at der fremadrettet vil være et behov for lager- og logistikejendomme. Både til gavn for virksomhederne og lejerne, men også med forventninger om en solid business-case for investorerne. Vi forventer derfor, at man i de kommende år vil se øget lager- og logistikbyggeri, som kan imødekomme behovet,” afslutter Jonas Malberg.

Fakta om lagerhaller og produktionslokaler i Østjylland

Andel ledige lokaler: 1,7% – det lavest siden juli 2007, hvor niveauet var 1,4%

Østjylland har 16,3 millioner kvadratmeter lager- og logistiklokaler. Østjylland er kun overgået af Sydjylland med 19,5 millioner kvadratmeter.

Hele landet har 103,5 millioner kvm lagerhaller og produktionslokaler

I Østjylland er lige nu udbudt 220 industrilokaler og lagerhaller via Ejendomstorvet.dk:

  • Aarhus og Randers – begge 46
  • Silkeborg – 29
  • Horsens – 27
  • Hedensted – 21
  • Skanderborg – 20
  • Norddjurs – 13
  • Favrskov – 11
  • Syddjurs – 5
  • Odder – 2
  • Samsø – ingen lokaler

Kontakt

Nicholas McFall, Ejendomstorvet.dk – 28 14 75 88
Jonas Malberg, home Erhverv Århus - 25 26 81 81