Nordsjælland mangler lagerbygninger og fabrikshaller

Ejendomstorvet.dk -

Under finanskrisen fik Nordsjælland mange tomme lager- og produktionsbygninger, men det seneste år har mange tomme kvadratmeter fået liv, viser tal fra portalen Ejendomstorvet.dk. Især i Hillerød mangler industrien lokaler, siger to mæglere.

Det gryende opsving har fået så godt fat i de nordsjællandske virksomheder, at der flere steder er ved at opstå mangel på fabrikshaller og særligt lager- og logistikbygninger.

”Tilbage i 2007 og 2008 havde Nordsjælland færre tomme bygninger til lager og produktion end resten af landet, men finanskrisen ramte hårdt, og siden 2010 har landsdelen haft flere ledige industrilokaler end det øvrige Danmark. Men specielt det sidste års tid er det gået stærkt for virksomhederne nord for København, og tomgangen er nået ned på 3,6 procent – det laveste tal siden januar 2010, altså i mere end syv år,” siger Simon Birch Skou, adm. direktør for Ejendomstorvet.dk.

Portalen er landets største for erhvervslokaler, og den er ejet af landets ejendomsmæglere ligesom ”søsterportalen” Boligsiden.dk. Fremgangen i Nordsjælland afspejler sig også i, at der de sidste to måneder kun har været udbudt under 50 nordsjællandske lejemål inden for lager og produktion.

”Især lagerlokaler med højt loft og moderne logistikejendomme er en mangelvare i store dele af Nordsjælland. Hillerød er nærmest støvsuget for den slags, og det samme gælder i Hørsholm. Der er udlagt en korridor til logistikejendomme ved Hillerød, men foreløbig er der ikke bygget noget. Nordsjælland oplever ikke helt så stor efterspørgsel på produktionslokaler, fordi nogle virksomheder med fabrikation har haft det skidt,” siger Stephen Wielje Berthelsen, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland med kontor i Hillerød.

”Der er nogle geografiske forskelle i Nordsjælland. I Hillerød er der ikke mange ledige industrilokaler, men nogle af de lidt mindre byer har stadig en del tomme lokaler,” siger Mikkel Søby, indehaver af Home Erhverv-centrene i Helsingør og Hillerød.

Da det så allerværst ud – i juli kvartal 2012 – stod 5,6 procent af industrilokalerne tomme i Nordsjælland ifølge tal fra Ejendomstorvet.dk. Før finanskrisen lå det på lidt over en procent.

Nordsjælland har 7,8 millioner kvadratmeter lager- og produktionslokaler. Det svarer til 7,5 procent af de samlede industriarealer i landet.

Ejendomstorvet.dk har Danmarks største udvalg af ledige lejemål samt ejendomme til salg med adresse, foto og tekst om aktuelt cirka 10.000 lokaler og ejendomme. Dataene kommer fra næsten alle landets erhvervsmæglere samt en række pensionskasser, ejendomsselskaber og ejendomsadministratorer. Ejendomstorvet.dk har mere end 115.000 besøg hver måned.

Fakta om lager- og produktionslokaler i Nordsjælland

· Landsdelen har 150.000 kvm tomme lager- og produktionslokaler (svarer til 21 fodboldbaner)

· Det svarer til, at 3,6 procent af lokalerne står tomme (på landsplan: 2,5 procent)

· Tomgangen er den laveste i Nordsjælland siden januar 2010 (dengang 2,8 procent)

· Tomgangen i Nordsjælland toppede i juli 2012 med 5,6 procent

· I 2007 og 2008 (før finanskrisen) lå tomgangen blot på en-halvanden procent

· Danmark har 103 mio. kvm lager- og produktionslokaler – 7,8 mio. eller 7,5 procent ligger i Nordsjælland

Supplerende datamateriale

Ejendomstorvet Markedsindeks – andet kvartal 2017 (tomgang): /pdf/GetDoc?name=Ejendomstorvet_statistikken_kvartal22017

Kontaktoplysninger

Simon Birch Skou fra Ejendomstorvet.dk kan kontaktes på mobil 42 41 06 02

Mikkel Søby fra Home Erhverv Hillerød/Helsingør kan kontaktes på mobil 28 10 52 53

Stephen Wielje Berthelsen fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland kan kontaktes på mobil 21 73 28 03