Mikkel Søby ny formand for Ejendomstorvet.dk

Ejendomstorvet.dk -

Musikalsk mægler fra Home Erhverv i Nordsjælland står nu i spidsen for landets største portal for virksomhedslokaler og erhvervsejendomme.

Mikkel Søby, indehaver af Home Erhverv i Helsingør og Hillerød, er ny bestyrelsesformand for Ejendomstorvet.dk, som er ejet af landets ejendomsmæglere og dermed ”søster” til Boligsiden.dk.

Siden 2010 har Mikkel Søby ejet først en, siden to Home-erhvervscentre, og i 2014 kom han i bestyrelsen for Danmarks største portal for erhvervslokaler med aktuelt godt 10.000 udbudte lejemål og erhvervsejendomme udbudt. På et bestyrelsesmøde er han netop udpeget som formand for portalen.

”Det seneste års tid er Ejendomstorvet.dk blevet relanceret og markedsført under sit nye navn og med nye funktioner, som løbende bliver udbygget og forbedret. Portalen har for alvor cementeret positionen som landets stærkeste og mest populære indgang til erhvervslokaler, såvel for iværksættere og professionelle investorer som for små, mellemstore og store virksomheder. Den position skal vi udbygge – i tæt samarbejde med brugere og med mæglerne i ejerkredsen,” siger Mikkel Søby.

”Jeg ser frem til et godt samarbejde med Mikkel Søby, og et af vores mål er at løfte trafikken yderligere. Det seneste halve år er den vokset til over 100.000 besøgende om måneden. Vi venter yderligere vækst i trafikken i takt med vores forbedringer af Ejendomstorvet.dk og med fremgangen i dansk økonomi med gryende mangel på lokaler i flere segmenter og i flere dele af landet,” siger Simon Birch Skou, adm. direktør siden foråret 2016.

Den nye formand har tidligere været i mæglerfirmaet RED og byggeudvikleren Skanska. Før skiftet til ejendomsbranchen levede han af musik – som musiker, som pladeproducent og som manager for koryfæer som Thomas Helmig og D.A.D. Ja, faktisk spiller han i dag jævnligt med bandet Beverly Hills Orchestra.

Mikkel Søby har altid været meget engageret i lokalsamfundet. Allerede i de unge år var han med til at grundlægge musikstedet Toldkammeret i hjembyen Helsingør, senere var han gennem fem år næstformand i Nordsjællands Håndbold og har siden 2014 været formand for erhvervsfremmeforeningen Udvikling Nord. Han bor fortsat i sundbyen, nu med ægtefælle og fire sammenbragte børn, og glæder sig som alle lokale over F.C. Helsingørs nylige oprykning til superligaen.

Mikkel Søby afløser på formandsposten i Ejendomstorvet.dk Robert Neble Larsen, som var adm. direktør for EDC Erhverv Poul Erik Bech, men i dag har forladt ejendomsmæglerbranchen. De øvrige medlemmer af bestyrelsen for Ejendomstorvet.dk er Niels Cederholm fra CBRE, Jørgen Jørgensen fra EDC Erhverv Poul Erik Bech, John Munch fra EDC Hjort og Jens Juel Ulrich fra Nybolig Erhverv København.

Mini-cv Mikkel Søby · Indehaver af Home Erhverv i Helsingør og Hillerød (siden 2010 hhv. 2013)
· I bestyrelsen for Ejendomstorvet.dk i 2014, formand fra juni 2017
· Tidligere ansat i mæglerfirmaet RED og hos udvikleren Skanska
· I ejendomsbranchen siden 2004
· Tidligere musiker, pladeproducent og manager for bl.a. Thomas Helmig og D.A.D.
· Uddannet ejendomsmægler (2008) og HD i afsætning (2000)
· 53 år, bosat i Helsingør med ægtefælle og fire sammenbragte børn
· Formand for Udvikling Nord, tidligere næstformand i Nordsjællands Håndbold

Kontaktoplysninger

Mikkel Søby, nyvalgt formand for Ejendomstorvet.dk, kan kontaktes på mobil 28 10 52 53
Simon Birch Skou, adm. direktør for Ejendomstorvet.dk, kan kontaktes på mobil 42 41 06 02