Laveste tomgang i antallet af butikslokaler siden 2011

Ejendomstorvet.dk -

Trods coronakrise og øget nethandel har Danmark ikke haft så få udbudte butikskvadratmeter i 10 år, viser opgørelse fra Ejendomstorvet.dk. Blandt årsagerne er nye koncepter og opsparet behov for forbrug, mener eksperter, som peger på, at mange butikker kan blive udfordrede, når de skal betale udskudt moms.

Udbuddet af lokaler til butikker og spisesteder er faldet yderligere det foregående kvartal og ligger i 4. kvartal 2021 på det laveste siden 2011 – selv om nethandlen stiger, og selv om restriktioner og perioder med nedlukninger siden foråret 2020 har gjort det vanskeligere for mange at drive fysisk butik eller café.

Det fremgår af det kvartårlige Ejendomstorvet Markedsindeks over udbudte erhvervslokaler, udgivet fælles af erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk, Dansk Ejendomsmæglerforening og EjendomDanmark, som repræsenterer udlejere og administratorer af ejendomme.

”Lige efter den første nedlukning i marts 2020, bremsede økonomien op, og andelen af udbudte butikslokaler steg. Men siden er udbuddet faldet hele fem kvartaler i træk. Vi skal 10 år tilbage for at finde en lavere andel udbudte kvadratmeter til spisesteder og forretninger. Det seneste år er udbuddet faldet med 118.500 kvadratmeter, og alene gennem det seneste kvartal faldt udbuddet med 34.400 kvadratmeter,” siger Jakob Wegener, administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk.

Portalen er fælles for landets ejendomsmæglere ligesom “søsterportalen” Boligsiden.dk. På landsplan er næsten 8.000 erhvervslejemål og ejendomme udbudt via Ejendomstorvet.dk i øjeblikket, heraf 1.369 lokaler til butikker, spisesteder, cafeer og takeaway, fordelt over hele Danmark.

”Vi har længe set, at danskerne har opsamlet et stort behov for at spise ude og købe ind – blandt andet fordi det har været svært at rejse ud. Derfor har vi kun set meget få lukninger, og vi oplever en ny bølge i detailhandlen med fx mikrobagerier samt økologiske og bæredygtige koncepter. Der er masser af nye ideer, og lige nu er det sæson for de mange pop-up-butikker op til jul,” siger Frank Heskjær, detailchef hos den landsdækkende mæglervirksomhed EDC Erhverv Poul Erik Bech.

”Privatforbruget udvikler sig gunstigt, stimuleret af rekordhøj beskæftigelse. Nethandlen giver også aktivitet, fordi mange af pakkerne bliver håndteret af fx små købmænd og andre butikker. De forskellige hjælpepakker har holdt hånden under butikker og spisesteder, og det kan skabe problemer for nogle af dem, når den udskudte moms skal betales næste år,” siger Stig Plon Kjeldsen, analysechef hos en anden landsdækkende erhvervsmægler, Nordicals.

”Det er lykkedes for detailhandlen – trods store udfordringer med nedlukninger og restriktioner – at klare sig nogenlunde helskindet igennem coronaperioden. Særligt nethandlen har haft høj aktivitet, men også den øvrige detailhandel har generelt set oplevet en stigende omsætning, hvilket dækker over store udsving fra måned til måned og mellem forskellige butikstyper,” siger Ole Hækkerup, administrerende direktør for Dansk Ejendomsmæglerforening.

Danmark har i alt 18,3 mio. kvadratmeter butiksareal, og ved indgangen til 4. kvartal var 504.300 kvadratmeter udbudt til leje eller salg.

Her har butikker og spisesteder medvind

  • Flere dagligvarekæder søger flere og/eller større lokaler
  • Mange nye butikker og koncepter, fx med økologi og bæredygtighed
  • Popup-butikker frem mod jul
  • Høj beskæftigelse og stigende forbrugertillid
  • Hjælpepakker og udskudt moms/skat
  • Flere indenlandske turister
  • Svært at bruge penge på fx rejser til udlandet
  • Udbetalte feriepengemilliarder
  • Opsparet forbrugsbehov efter periode med restriktioner
  • Mere fleksible lokalplaner mv. – lettere adgang for fx fitness og klinikker
  • Mere fleksible udlejere, fx lejehenstand, tilpassede vilkår og fysisk indretning af lokaler

Her har butikker og spisesteder modvind

  • Øget nethandel – rammer især udvalgsvarer som tøj og bøger
  • Genindførte restriktioner med fx mundbind kan dæmpe lysten til indkøb
  • Færre udenlandske turister – rammer især Københavns centrum og Helsingør
  • Færre konferencegæster/forretningsfolk – rammer især København
  • Udskudt moms og skat skal snart betales

Ejendomstorvet Markedsindeks Udbudsstatistikken kortlægger hvert kvartal udbuddet af danske erhvervsbygninger, fordelt på butikker, kontorer samt lager-/produktionslokaler – opgjort som udbudte lokaler målt i forhold til den samlede bestand af bygninger (kvadratmeter). Statistikken omfatter en meget betragtelig del af erhvervslokalerne i Danmark og udgives af Dansk Ejendomsmæglerforening (DE) i samarbejde med erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk og EjendomDanmark (ED).

Dansk Ejendomsmæglerforening er brancheforening for virksomheder og personer, der formidler fast ejendom (boliger eller erhvervslokaler). Foreningen blev grundlagt i 1912 og har i dag omkring 90 procent af alle mæglere som medlemmer.

Ejendomstorvet.dk har Danmarks største udvalg af erhvervslokaler med aktuelt godt 8.000 lokaler til udlejning og ejendomme til salg i alle kategorier. Dataene kommer fra knap 300 medlemmer/annoncører, herunder næsten alle landets erhvervsmæglere samt pensionskasser, ejendomsselskaber og administratorer. Ejendomstorvet.dk har mere end 180.000 besøgende hver måned, og i 2020 var portalen med til at formidle omkring 4.000 transaktioner til en værdi af over 10 mia. kr. fordelt på indgåede lejeaftaler og solgte ejendomme. I 2020 blev Ejendomstorvet.dk udbygget både med en app og med en søgefunktion for off-market-sager.

EjendomDanmark organiserer ejere, udlejere og administratorer af fast ejendom. Foreningen blev etableret i 1860, og medlemmerne står for cirka 85 procent af det professionelle ejendomsmarked.

Supplerende materiale:

Kontaktoplysninger

  • Jakob Wegener fra Ejendomstorvet.dk – 61 51 74 44
  • Frank Heskjær fra EDC Erhverv Poul Erik Bech – 53 30 73 74
  • Stig Plon Kjeldsen fra Nordicals – 20 29 01 65
  • Ole Hækkerup fra Dansk Ejendomsmæglerforening – 29 42 40 45