Pressemeddelelse: Lagerlokaler går helt fri af coronakrise

Ejendomstorvet.dk -

Mens Danmark har fået flere ledige butikslejemål, så er lagerbygninger og fabrikshaller nærmest helt upåvirkede af coronakrisen ifølge tal fra erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk. Industrien kører næsten i normalt gear, og øget nethandel under krisen har givet behov for mere lagerplads, siger to eksperter.

Selv om covid-19-virusset og nedlukningen udløste et stort dyk i økonomi og beskæftigelse, så er der ikke kommet flere ”til leje”-skilte i landets erhvervsområder, viser nye tal fra Ejendomstorvet.dk, landets største portal for erhvervslokaler.

”Ved indgangen til tredje kvartal så vi stigende udbud af butikslokaler, men for industrilokaler – lagerbygninger, logistikejendomme og fabrikshaller – er udbuddet stort set uændret. Udbuddet har gennem et helt år ligget konstant på 1,9 procent af de samlede arealer. Desuden er den gennemsnitlige lejepris per kvadratmeter for lokaler udbudt på Ejendomstorvet.dk cirka 3 procent højere end for et år siden. Så foreløbig har coronaen ikke bremset efterspørgslen på lager- og produktionslokaler,” fastslår analytiker Nicholas McFall fra Ejendomstorvet.dk.

Portalen er ejet af landets ejendomsmæglere ligesom ”søsterportalen” Boligsiden.dk. På landsplan er godt 9.500 lokaler og erhvervsejendomme lige nu udbudt til leje eller salg via Ejendomstorvet.dk, heraf 1.420 lagerlokaler, logistikejendomme og produktionshaller.

”Vores økonomi tog en rutsjetur, men mange har fået hjælp af støttepakkerne, så de har kunnet holde fast i medarbejdere og lokaler. Derfor har de fleste virksomheder ikke haft behov for at skille sig af med lokaler, men der kan komme tilpasninger senere på året. For mens hjemmemarkedet er tilbage på normalt niveau, så er eksporten fortsat lavere – nogle lande er blevet ramt hårdere end Danmark og har måttet lukke ned i længere tid,” siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri.

Han peger på, at nethandlen oplevede et boost under coronakrisen, da mange butikker var lukkede. Dét har øget behovet for kvadratmeter i mange netvirksomheder. Den vurdering deler en af landets store erhvervsmæglere.

”Tomgangen kan næsten ikke blive lavere, end den har været det sidste år, og det begrænser virksomheder med brug for mere plads. Netvirksomheder har under coronakrisen fået mere vind i sejlene, men generelt tør de ikke binde sig med lejekontrakter ud over et par år – og udlejerne vil gerne have lange lejeaftaler. Det betyder, at nogle vækstvirksomheder slækker på deres krav og lejer sig ind i måske lidt slidte lokaler med sekundær beliggenhed. Så derfor er nogle af de ældre lokaler blevet lejet ud på det seneste, men vi har brug for flere moderne lager- og distributionsejendomme,” siger Brian Tretow-Loof, direktør med ansvar for salg udlejning hos Newsec Advisory.

Andelen af udbudte lager- og produktionslokaler er i øjeblikket lavest i Vestjylland med 1,3 procent, Nordjylland med 1,4 procent samt Vest- og Sydsjælland med 1,5 procent.

Danmark har i alt 104,2 millioner kvadratmeter lager- og produktionslokaler, flest i Sydjylland med 19, 8 mio. og Østjylland med 16,5 mio. kr. Udbuddet har det seneste år ligger på lige knap 2 mio. kvadratmeter.

Ejendomstorvet.dk har Danmarks største udvalg af ledige lejemål samt ejendomme til salg med adresse, foto og tekst om aktuelt 9.500 lokaler og ejendomme i alle kategorier. Dataene kommer fra knap 300 medlemmer/annoncører, herunder næsten alle erhvervsmæglere samt en række pensionskasser, ejendomsselskaber og ejendomsadministratorer. Ejendomstorvet.dk har mere end 150.000 besøgende hver måned, og i 2019 formidlede portalen over 4.000 transaktioner til en værdi af 12,4 mia. kr. fordelt på solgte ejendomme og indgående lejeaftaler. Sideløbende blev antallet af udbydere og annoncører på Ejendomstorvet.dk udvidet markant.

Supplerende datamateriale
</pdf/getdoc?name=Ejendomstorvet%5Fstatistikken%5F3%5Fkvartal%5F2020.pdf>

Kontaktoplysninger
Nicholas McFall, Ejendomstorvet.dk – 28 14 75 88
Allan Sørensen, Dansk Industri – 29 90 63 23
Brian Tretow-Loof, Newsec Advisory – 40 20 78 70