Pressemeddelelse: Kraftigt dyk i tomme kontorer i Storkøbenhavn
Ejendomstorvet.dk -
Antallet af ledige kontorer i hovedstaden rasler ned på grund af opsvinget og konverteringer til boliger og hoteller. Især de seneste to år er tomgangen faldet kraftigt både i Københavns omegn og i København by, der ikke har haft færre tomme kontorlokaler i ni år, viser tal fra Ejendomstorvet.dk, landets største portal for erhvervslokaler.
Virksomhederne i hovedstaden har så meget fart på, at tomgangen for kontorlokaler falder kraftigt – selv om staten er ved at flytte flere tusinde job til provinsen. Det viser tal fra Ejendomstorvet.dk, mæglernes fælles portal og samtidig landets største markedsplads for erhvervslokaler.
”I København by med København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør står kun 5,7 procent af kontorerne tomme. Det nærmer sig en halvering fra dengang, det så værst ud, og det er samtidig den laveste kontortomgang siden januar 2009. I Københavns omegn er udviklingen ikke helt så kraftig, men tomgangen på 11,4 procent er den laveste i 4½ år, og siden toppen i 2015 har der været en forbedring på næsten 4 procentpoint,” siger Mette B. Dehn, presseansvarlig for Ejendomtorvet.dk, som er ”søster” til Boligsiden.dk.
Før finanskrisen satte ind, var tomgangen under 4 procent i København by og omkring 6 procent i forstæderne.
”Der er gang i hjulene, virksomhederne vokser og har brug for plads til flere medarbejdere. Vi ser også flere udenlandske virksomheder komme til København. Endelig har der været stor konvertering af særligt ældre kontorer til boliger og til hotelprojekter, fx Steel House i Dansk Metal-hovedsædet ved Vesterport og Citizen M-hotellet ved Rådhuspladsen. I omegnen har områder som Herlev, Søborg og Lyngby fordele af placeringen tæt ved Ring 3 og den kommende letbane, mens store dele af fx Ballerup har det sværere, så der måske skal gennemføres konverteringer til boliger,” siger Ditlev Juul, leder af mæglerhuset Colliers’ kontorafdeling i København.
Det københavnske mæglerhus Lintrup & Norgart forudser fortsat fremgang og mere spekulativt kontorbyggeri, hvor investorer sætter gravemaskiner og håndværkere i gang uden på forhånd at have lejere på plads.
”Vi ser et yderst positivt marked for kontorudlejning i København, og det går langt bedre med at udleje kontorer, hvor der bygges i spekulation. Det har vi selv medvirket til i Carlsberg Byen, hvor konsulenthuset Accenture sidst på året overtager alle 6.000 kontorkvadratmeter i det nybyggede Harild Hus,” siger partner Susan Hellner Lintrup.
I København by findes næsten 6 mio. kontorkvadratmeter, mens der 3,8 mio. kvm i Københavns omegn. Dermed har de to områder tilsammen lige godt 40 procent af de totale kontorarealer i Danmark.
Ejendomstorvet.dk har Danmarks største udvalg af ledige lejemål og erhvervsejendomme til salg med adresse, foto og tekst om aktuelt lige godt 10.000 lokaler og ejendomme i alle kategorier. Dataene kommer fra næsten alle landets erhvervsmæglere samt en række pensionskasser, ejendomsselskaber og ejendomsadministratorer. Ejendomstorvet.dk har mere end 120.000 besøgende hver måned og formidlede i 2017 solgte ejendomme og indgåede lejeaftaler for en værdi over 14 mia. kr.
Fakta
I København by stod 5,7 pct. af kontorerne tomme i første kvartal 2018 – et fald på 2,5 pct.point på blot to år. Tomgangen er den laveste siden oktober 2009 (dengang 4,7 pct.)
I Københavns omegn var tomgangen 11,4 pct. i første kvartal 2018 – et fald på knap 4 pct.point siden juli 2015 og den laveste tomgang siden oktober 2013 (dengang 11,0 pct.)
Tomgangen toppede med 10,1 pct. i København by i både oktober 2010 og januar 2014 – og med 15,3 pct. i Københavns omegn i juli 2015
Før finanskrisen stod knap 4 pct. af kontorerne tomme i København by og cirka 6 pct. i omegnen
København by har godt 5,9 mio. kontor-kvadratmeter, mens der er knap 3,8 mio. kvm i Københavns omegn. På landsplan er tallet 24,0 mio. kvm
Tomgangen for kontorer er vigtig for bl.a. pensionskasserne, som har placeret en meget stor del af investeringerne i ejendomme hér
Kontaktoplysninger
Mette B. Dehn fra Ejendomstorvet.dk kan kontaktes på mobil 20 66 12 74
Susan Hellner Lintrup fra Lintrup & Norgart kan kontaktes på mobil 22 30 10 90
Ditlev Juul fra Colliers kan kontaktes på mobil 51 2235 31
Uddybende datamateriale
Seneste tomgangsstatistik fra Ejendomstorvet.dk