Historisk lav tomgang for lagerlokaler i Nordsjælland

10-01-2022

Opsvinget og øget nethandel har betydet, at Ejendomstorvet.dk aldrig før har registreret så få udbudte lokaler til lager og logistik i Nordsjælland. Opsvinget, nethandel og træge kommuner, lyder buddene på forklaringer fra to lokale erhvervsmæglere.

Det seneste år er udbuddet af lokaler til lager, logistik og produktion skrumpet med over en femtedel i Nordsjælland, og virksomheder på lokalejagt har aldrig tidligere haft så lidt at vælge imellem ifølge Ejendomstorvet.dk, landets største portal for erhvervslokaler.

For anden gang i 2021 er udbuddet af lagerlokaler, logistikejendomme og produktionshaller i de 11 nordsjællandske kommuner det laveste, vi har registreret i de 20 år, vi har indsamlet data om erhvervslokaler. Udbuddet var før sommerferien nede på blot 2,2 procent – det var vi aldrig set lavere før. Nu ligger det marginalt højere på 2,5 procent eller 71.000 kvadratmeter, og udbuddet af lokaler er i løbet af 2021 faldet med 21.000 kvadratmeter,” siger Jakob Wegener, administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk.

Portalen er ejet fælles af landets ejendomsmæglere ligesom "søsterportalen" Boligsiden.dk. Ejendomstorvet.dk har aktuelt et udbud på over 7.900 erhvervslejemål og ejendomme på landsplan, heraf præcis 979 lokaler til lager, logistik, produktion eller værksted. Af dem ligger kun 71 i Nordsjælland – Helsingør har flest, nemlig 16 udbudte lokaler. Herefter følger Hillerød med 11, Egedal og Rudersdal begge med 9 lokaler samt Allerød med 7 lokaler og Furesø med 6. I de øvrige fem kommuner er der højest 5 lokaler at vælge imellem – i Hørsholm er der endda kun udbudt et eneste lokale.

Udbuddet kan slet ikke følge efterspørgslen, som især skyldes opsvinget og øget nethandel. Efterspørgslen går især på lokaler med højt til loftet og store porte, helst i nærheden af motorvejene til Helsingør og Hillerød. Selv om der også kommer motorvej helt til Frederikssund, er interessen i dén retning foreløbig ikke så stor efter Måløv. Vi ville ønske, at vi kunne skaffe nogle flere lokaler, for vi kan udleje meget mere. I øjeblikket søger vi, på vegne af kunder, fx et større lejemål på 6.000 kvadratmeter, som nærmest kan ligge hvor som helst, og mindre lokaler på 125 kvadratmeter i Frederiksværk,” siger Jacob Lunding, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland med kontor i Hillerød.

Matas er ved at bygge et kæmpe lager i Allerød, men ellers er der ikke blevet bygget meget gennem flere år. Kommunerne kunne godt gøre mere, for sammenlignet med Køge Bugt-området – hvor vi også er aktive – er der ikke udlagt særligt meget jord til erhverv. Vi begynder også at se eksempler på, at investorer opkøber lager- og logistikejendomme i Nordsjælland, hvor de tidligere har haft fokus på Storkøbenhavn og logistikknudepunkter langs de store motorveje,” siger Kim Kyhl Andersen, partner i Andersen Erhverv med kontor i Holte i Rudersdal Kommune.

Danmark har i alt 69 mio. kvadratmeter areal til lager, logistik, produktion og værksteder. Godt 4 procent – eller næsten 3 mio. kvadratmeter – ligger i Hillerød, Helsingør, Frederikssund og de øvrige nordsjællandske kommuner.

Ejendomstorvet.dk har Danmarks største udvalg af erhvervslokaler til udlejning og ejendomme til salg i alle kategorier. Dataene kommer fra knap 300 medlemmer/annoncører, herunder næsten alle landets erhvervsmæglere samt pensionskasser, ejendomsselskaber og administratorer. Ejendomstorvet.dk har mere end 180.000 besøgende hver måned, og i 2020 var portalen med til at formidle omkring 4.000 transaktioner til en værdi af over 10 mia. kr. fordelt på indgåede lejeaftaler og solgte ejendomme. I 2020 blev Ejendomstorvet.dk udbygget både med en app og med en søgefunktion for off-market-sager.

Kontaktoplysninger

  • Jakob Wegener fra Ejendomstorvet.dk – 61 51 74 44
  • Kim Kyhl Andersen fra Andersen Erhverv – 20 96 35 84
  • Jacob Lunding fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland – 20 20 75 65

Supplerende datamateriale

  • https://www.ejendomstorvet.dk/pdf/getdoc?name=Ejendomstorvet_statistikken_4_kvartal_2021.pdf
  • https://www.ejendomstorvet.dk/ledigelokaler/nordsjaelland/lager-produktion