Historisk få tomme butikslokaler i Midt- og Vestjylland

Ejendomstorvet.dk -

PRESSEMEDDELELSE

Historisk få tomme butikslokaler i Midt- og Vestjylland

Herning og det øvrige Midt- og Vestjylland har ikke haft færre ledige butikslokaler i 12 år, og samtidig er tomgangen markant lavere end på landsplan, viser tal fra Ejendomstorvet.dk. Det skyldes ifølge to erhvervsmæglere blandt andet driftige lokale virksomheder, supersygehuset i Gødstrup og fleksible udlejere.

Gennem det seneste år er udbuddet af lokaler til butikker, cafeer og takeaway i Midt- og Vestjylland faldet med en sjettedel. Det betyder, at iværksættere og butiksdrivende på jagt efter kvadratmeter ikke har haft så lidt at vælge imellem i mere end 12 år, viser nye data fra Ejendomstorvet.dk, landets største portal for erhvervslokaler.

”For fire kvartaler siden var der udbudt over 44.000 kvadratmeter butiksarealer i landsdelen – det er faldet 17 procent til cirka 36.000 kvadratmeter eller det laveste, vi har registreret siden begyndelsen af 2010. Dermed er udbuddet af lokaler faldet til blot 2,1 procent af det samlede butiksareal – pænt under landsgennemsnittet på 2,6 procent,” siger Jakob Wegener, administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk.

Portalen bliver drevet på foreningsbasis af erhvervsmæglerne i Danmark uden krav om overskud – ligesom “søsterportalen” Boligsiden.dk. Aktuelt har Ejendomstorvet.dk et udbud på næsten 8.100 lejemål og ejendomme på landsplan, heraf lige knap 1.500 butikslokaler. Af dem ligger 84 i Midt- og Vestjylland, flest i Herning Kommune med 28, Holstebro med 26 og Viborg med 14. I både Ikast-Brande og Skive kommuner er der blot en håndfuld butikslokaler at vælge imellem lige nu – i Ringkøbing-Skjern er der udbudt 3 lokaler på Ejendomstorvet.dk, i Struer 2 og i Lemvig blot et enkelt.

I hele landet nyder butikker og spisesteder godt af det økonomiske opsving med tårnhøj beskæftigelse og med opsparet forbrugslyst efter to trange corona år – og foreløbig har hverken stigende inflation eller krig i Ukraine bremset forbruget nævneværdigt. Desuden spiller særlige lokale forhold ind for de otte kommuner i det midt- og vestjyske, vurderer to erhvervsmæglere.

”Vi ser en del udlejning af mindre butikslokaler til øreklinikker og andre sundhedsformål. Desuden etablerer landsdækkende butikskæder sig lokalt, fx i Holstebro – det gælder også restaurationskæder; de søger dog ofte større og centralt beliggende lokaler, som er sværere at skaffe. Herning har næsten ingen tomgang for mindre lokaler, hvorimod nogle af de lidt større lejemål står tomme – her skal lejepriserne måske tilpasses. Det går også rigtig godt med udlejningen i byer som Ikast, Holstebro, Skive, Ringkøbing, Lemvig og Struer,” siger Poul Lundorff, erhvervsrådgiver hos EDC Erhverv Poul Erik Bech i Herning.

”Området har et meget aktivt erhvervsliv og tårnhøj beskæftigelse. Og så har supersygehuset i Herning skabt meget aktivitet – fx boligbyggeri, som er med til at styrke grundlaget for den lokale detailhandel. Udlejerne i Herning har generelt være gode til at finde et lejeniveau, som er med til at sikre ret lav tomgang. Ikast-Brande har forbavsende få ledige lokaler – kommunen har oddsene imod sig med handelsbyerne Silkeborg og Herning ret tæt på, endda med motorvej,” siger Torben Clausen, indehaver af clausen-erhverv.dk i Herning.

De otte kommuner i Midt- og Vestjylland har lokaler til butikker og spisesteder på samlet knap 1,8 mio. kvadratmeter – det svarer til ni procent af landets totale areal til detailhandel.

Ejendomstorvet.dk har Danmarks største udvalg af erhvervslokaler til udlejning og ejendomme til salg i alle kategorier. Dataene kommer fra knap 300 medlemmer/annoncører, herunder næsten alle landets erhvervsmæglere samt pensionskasser, ejendomsselskaber og administratorer. Ejendomstorvet.dk har mere end 200.000 besøgende hver måned, og i 2021 var portalen med til at formidle omkring 4.000 transaktioner til en værdi af over 10 mia. kr. fordelt på indgåede lejeaftaler og solgte ejendomme. Ejendomstorvet.dk er blevet udbygget med en app, og søgeagenten er udvidet med off-market-sager.

Supplerende materiale

Ejendomstorvet Markedsindeks – 2. kvartal 2022:
/pdf/getdoc?name=Ejendomstorvet_statistikken_2_kvartal_2022.pdf

Nuværende udbud af butikslokaler i Midt- og Vestjylland:
/ledigelokaler/vestjylland/detailhandel-butik

Kontaktoplysninger

  • Jakob Wegener, Ejendomstorvet.dk – 61 51 74 44
  • P_oul Lundorff, EDC Erhverv Poul Erik Bech – 40 15 55 45_
  • Torben Clausen, clausen-erhverv.dk – 30 56 56 06