Pressemeddelelse: Forsvundne turister udløser hop i ledige butikker i København

Ejendomstorvet.dk -

Andelen af udbudte butikslokaler steg kraftigt i hovedstaden i slutningen af 2020 og ligger på det højeste nogensinde målt af erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk. Årsagen er ifølge erhvervsmæglere det voldsomme dyk i turister og forretningsrejsende.

Ved indgangen til 1. kvartal 2021 var andelen af udbudte eller ledige butikslokaler i Københavns Kommune steget kraftigt til 6,1 procent af det samlede antal butikskvadratmeter – fra 5,2 procent i fjerde kvartal 2020. Det fremgår af den kvartårlige Ejendomstorvet Markedsindeks-statistik over udbudte erhvervslokaler, udgivet fælles af erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk, Dansk Ejendomsmæglerforening og EjendomDanmark, som repræsenterer udlejere og administratorer af ejendomme.

Målt i kvadratmeter er stigningen på 11.500 kvadratmeter, og det svarer fx til halvanden fodboldbane eller til tre Føtex- eller Kvickly-varehuse.

”Det er en meget stor stigning, og København har nu det største udbud af butikslokaler i de 18 år, vi har ført statistikker over erhvervslokaler i Danmark. I nabokommunerne Frederiksberg, Tårnby og Dragør – ja, nærmest i det meste af landet – er antallet af udbudte butikslokaler ellers nogenlunde stabilt,” siger Jakob Wegener, administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk.

Mangel på turister er forklaringen på det øgede udbud af ledige lokaler. Hovedstadens indbyggere har ikke skruet mærkbart ned for privatforbruget, men en frisk analyse fra Wonderful Copenhagen viser, at Danmark i 2020 tabte 31 mia. kr. i turistomsætning i forhold til 2019 – og heraf manglede hele 28 milliarder i kasseapparaterne hos hovedstadens spisesteder, butikker, hoteller og turistattraktioner.

”Der er ingen tvivl om, at manglende turister er årsagen til, at København har fået flere ledige butikslokaler. Faldet i omsætning har fx fået nogle kæder til at gå ned fra måske fire butikker eller afdelinger i København til to-tre stykker. Når chokket har lagt sig, kommer der nok til at ske en tilpasning, hvor de københavnske udlejere må være mere fleksible for at få lejere ind, sådan som vi har set i flere jyske byer,” siger Frank Heskjær, detailchef i EDC Erhverv Poul Erik Bech.

Lige nu er 242 lokaler til ledige lokaler til butikker , cafeer, spisesteder og takeaway-forretninger i København udbudt via Ejendomstorvet.dk. Næsten halvdelen – 109 lokaler – ligger i det centrale København K, derefter følger Vesterbro (København V) med 33 lokaler og Amager (København S) med 28.

”Butikker og spisesteder i København er hårdt ramt af de udeblevne turister, for her mangler måske 30 procent af omsætningen, mens det kun er to procent i Aarhus. Og Strøget og andre centrale dele af byen med mange turister er hårdere ramt end fx Gl. Kongevej på Frederiksberg,” påpeger Peter Winther, administrerende direktør og partner i Colliers International.

”I modsætning til under finanskrisen er butikstomgangen i København tydeligt et symbol på en lokal og forhåbentlig midlertidig udfordring. Vi forventer, at tingene normaliserer sig, når restriktionerne bliver hævet, og turisme, forretningsrejser og kongresser blusser op til gavn for handelslivet,” siger Ole Hækkerup, direktør i Dansk Ejendomsmæglerforening.

Danmark har18,3 millioner kvadratmeter lokaler til butikker og spisesteder, og heraf ligger knap 1,3 millioner kvadratmeter i Københavns Kommune. 76.900 kvadratmeter var udbudt til leje eller salg i hovedstadskommunen ved indgangen til 2021.

Kontaktoplysninger

  • Jakob Wegener fra Ejendomstorvet.dk – 61 51 74 44
  • Frank Heskjær fra EDC Erhverv Poul Erik Bech – 53 30 73 74
  • Peter Winther fra Colliers International – 28 19 66 76
  • Ole Hækkerup fra Dansk Ejendomsmæglerforening – 29 42 40 45

Supplerende datamateriale

  • Ejendomstorvet Markedsindeks – 1. kvartal 2021:
    Ejendomstorvets kvartalvise statistik for Q1 2021

Ejendomstorvet Markedsindeks Udbudsstatistikken kortlægger hvert kvartal udbuddet af danske erhvervsbygninger, fordelt på butikker, kontorer samt lager-/produktionslokaler – opgjort som udbudte lokaler målt i forhold til den samlede bestand af bygninger (kvadratmeter).
Statistikken omfatter en meget betragtelig del af erhvervslokalerne i Danmark og udgives af Dansk Ejendomsmæglerforening (DE) i samarbejde med erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk og EjendomDanmark (ED).

Dansk Ejendomsmæglerforening er brancheforening for virksomheder og personer, der formidler fast ejendom (boliger eller erhvervslokaler). Foreningen blev grundlagt i 1912 og har i dag omkring 90 procent af alle mæglere som medlemmer.

Ejendomstorvet.dk har Danmarks største udvalg af erhvervslokaler med aktuelt 9.000 lokaler til udlejning og ejendomme til salg i alle kategorier. Dataene kommer fra knap 300 medlemmer/annoncører, herunder næsten alle landets erhvervsmæglere samt pensionskasser, ejendomsselskaber og administratorer.

Ejendomstorvet.dk har mere end 180.000 besøgende hver måned, og i 2020 var portalen med til at formidle omkring 4.000 transaktioner til en værdi af over 10 mia. kr. fordelt på indgåede lejeaftaler og solgte ejendomme. I 2020 blev Ejendomstorvet.dk udbygget både med en app og med en søgefunktion for off-market-sager.

EjendomDanmark organiserer ejere, udlejere og administratorer af fast ejendom. Foreningen blev etableret i 1860, og medlemmerne står for cirka 85 procent af det professionelle ejendomsmarked.