Pressemeddelelse: Ejendomstorvet.dk udvider bestyrelse med to stærke profiler

Ejendomstorvet.dk -

Landets største portal for erhvervslokaler og investeringsejendomme har udpeget to nye profiler til bestyrelsen for at fortsætte virksomhedens positive udvikling med øget kendskab og vækst på det danske marked.

Både Nikolaj Pfeiffer, direktør for Exometric, og Lior Koren, partner i Cushman & Wakefield RED, har mangeårig erfaring i forretningsudvikling, digitalisering og rådgivning, og det skal Ejendomstorvet.dk nu nyde godt af med duoens indtræden i bestyrelsen.

” Vi skal fortsat udvikle og forbedre Ejendomstorvet.dk, og derfor er det glædeligt, at vi styrker bestyrelsen med den viden og erfaring med forretningsudvikling, ejendomsdata og ledelse, som både Nikolaj Pfeiffer og Lior Koren har,” siger Mikkel Søby, formand for Ejendomstorvet.dk.

Nikolaj Pfeiffer er direktør og konsulent i analysevirksomheden Exometric, som rådgiver investorer og kommuner om ejendomsinvestering og byudvikling. Firmaet indgår i i NRGi-koncernen.

Nikolaj Pfeiffer er uddannet i ledelse og forretningsudvikling og har bred erfaring med at udvikle virksomheder, online-tilbud og online-forretningsmodeller i it-branchen, den finansielle sektor, mediebranchen og ejendomsbranchen. De sidste 10 år har Nikolaj Pfeiffer i forskellige roller været tæt på ejendomsmarkedet, senest som rådgiver for ejendomsinvestorer, kommuner og boligselskaber.

Lior Koren har siden 2008 været ansat i Cushman & Wakefield RED, en af de største rådgivere på det danske ejendomsmarked inden for salg, udlejning og værdiansættelse. Han blev udnævnt til analysechef i 2013 og siden er indtrådt i partnerkredsen.

Lior Koren er cand.merc. i finansiering og regnskab fra CBS og har de sidste ni år været med til at professionalisere RED og har opbygget bred erfaring med transaktionsmarkedet. Lior Koren har desuden undervist på Dansk Ejendomsmæglerforenings kurser og er censor og vejleder på diplomvaluaruddannelsen.

Ud over Lior Koren og Nikolaj Pfeiffer består bestyrelsen i Ejendomstorvet.dk af formand Mikkel Søby (Home Erhverv Nordsjælland og København), Niels Cederholm (CBRE), John Munch (EDC Erhverv Hjort), Jørgen Jørgensen (EDC Erhverv Poul Erik Bech) og Jens Juel Ulrich (Nybolig Erhverv København).

Ejendomstorvet.dk har mere end 120.000 besøgende hver måned og formidlede i 2017 solgte ejendomme og indgåede lejekontrakter for en værdi af 14 mia. kr.

Kontaktoplysninger

Mikkel Søby kan kontaktes på tlf. 28105253