Mulighed for stor butik/restaurant med tilhørende bolig og med optimal beliggenhed i Esbjergs gågade
Introduktion:
Nordicals erhvervsmæglere udbyder nu denne ikoniske ejendom i Kongensgade til salg. Ejendommen rummer både en lejlighed og hele 521 m² erhvervsenhed, der gennem mange år har dannet rammen for modetøjsforretningen Riki, men nu er ledig til en ny ejer. Del af 1. sal har tidligere rummet en bolig og kan formentlig let omdannes hertil igen.
Beliggenhed:
Ejendommen har en attraktiv beliggenhed i Esbjergs Gågade, Kongensgade, med en placering lige imellem Torvet og BROEN. Den har en god synlighed fra gadebilledet - Forbipasserende strøgkunder kan ikke undgå at se den præsentable facade, der udgøres af et flot, stort vinduesparti. Der er gode parkeringsmuligheder i området både i Borgergade, ved BROEN, på Museumspladsen og i P-huset i Danmarksgade. Ligeledes findes mange omkringliggende busstoppesteder, og kunder har således nemt ved at tilgå butikken. Til ejendommen hører en lukket gård med plads til minimum 4 biler.
Beskrivelse:
Ejendommen er opført i 1894 med til-/ombygning i år 2000, jf. BBR. Ejendommen fremstår flot og meget velholdt, men med respekt for bevaringsværdige elementer. Ejendommen fordeler sig på 3 etager, hvoraf stueplan og 1. sal udgør 521 m² butik (evt. bolig), og 2. sal består af en charmerende 3-værelses lejlighed på 78 m². Desuden findes 241 m² kælder.
Butikken i stueplan præsenterer sig som et lyst, moderne og åbent salgsareal med masser af plads til personligprægede indretningsmuligheder. Herfra findes en direkte trappe til 1. salen, der ligeledes fremstår som et lyst og åbent lokale. Her har man desuden et flot lysindfald fra store vinduer, hvorfra man stadig kan mærke det summende liv fra gågadestrømmen. Tilhørende butikken findes også toilet, køkken og personalerum i kælder og på 1. sal. Foruden hovedindgangen fra Kongensgade, er der adgang til butikken fra baggården. Denne findes egnet til personaleindgang, men udgør også en dejlig fordel i sommerperioden, hvor man har mulighed for at få frisk luft gennem butikken.
På 2. salen findes en charmerende 3-værelses lejlighed på 78 m². Lejligheden fremstår pæn, lys og velholdt - igen med en flot bevaring af oprindelige særpræg. Lejligheden har ældre køkken og badeværelse, ligesom man har en flot udsigt til både blå himmel og by. Udsigten kan også vælges nydt på den anlagte tagterrasse.
Anvendelse:
Ejendommen er meget velegnet til butik /showroom, der kræver plads til et større varesortiment, og ønsker udstillinger både i vinduerne og som en del af selve salgsarealet. Her er gode muligheder for give lokalerne sin helt egen stemning og atmosfære, der underbygger et særligt koncept eller blot giver kunderne en unik indkøbsoplevelse. Erhvervslokalerne vil også kunne anvendes til større frisørsalon, klinikformål, restaurant etc.
Forudsat kommunal tilladelse kan en del af 1.sal let omdannes til boligformål idet lokalerne allerede i dag fremstår med ældre køkken og bad
Vi glæder os til at vise ejendommen frem.