Centralt beliggende i Ringsted - Bolig udlejet på tidsbegrænset lejekontrakt
Ejendommen er en kombineret bolig- og erhvervsejendom fordelt på 2 fritliggende bygninger, beliggende i blandet område relativt tæt på byens centrum på en velanlagt 1.326 m² stor grund.
Boligdelen omfatter 128m² bygget i 1967, opført i gule sten med oprindeligt skiffereternit tag. Tilhørende ældre carport på 25 m².
Indvendigt er bygningen traditionelt indrettet med gangareal, 4 værelser, større vinkelstue med udgang til overdækket terrasse, spisekøkken, bad/toiletrum, bryggers og teknikrum. Køkken og bad er ældre, men alm. pænt vedligeholdte og fuld funktionsdygtige elementer. Villaen har nyere pæne sprossevinduer. Haven udlagt fortrinsvis som græsplæne.
Boligen er udlejet på lejekontrakt med tidsbegrænsning til d. 01.10.2022.
Erhvervsdelen - bygget i 1955 med tilbygning i 1993 - er fsva. facaden opført i gule sten med stort vindues- og indgangsparti mod Mågevej - den resterende del af erhvervsdelen er opført i gulmalet gasbeton med tagbelægning i bølgeeternit samt mindre del i built-up tag.
Erhvervsdelen er indvendig af fin kvalitet og velvedligeholdt i en moderne stil med bl.a. ensartede gulve og pæne facader overalt. Indrettet i flere funktionelle rum, som bl.a. stort venterum, receptionsrum, flere behandlerrum, teknikrum, flot toiletrum, spisekøkken/frokoststue, depotrum mv.
Erhvervsdelen har været udlejet til klinik for fodterapi siden 2002- således en stor tilknytning til stedet og stabil lejer.