Fuldt udlejet investeringsejendom - 12 mindre rækkehuse
Ejendommene på Resdal Bakke 11 B-N, 8600 Silkeborg er beliggende i den lille landsby Resdal ca. 5-6 km. fra Silkeborg centrum opad Viborgvej – en af hovedindfaldsvejene ind til Silkeborg. Her er busholdeplads lige foran bebyggelsen.
Her tilbydes 12 solide rækkehuse opført i hhv. 1986 (8 stk.) og 1990 (4 stk.) som 5 punkthuse – de 4x2 boliger fra 1986 og de sidste 4 boliger fra 1990 som ét stort punkthus. Boligerne er velbeliggende for enden af lukket villavej og ellers ved grøne områder.
Rækkehusene er bygget i røde mursten og med rødt tegltag. Vinduerne er lyse, sprossede og af træ. Alle boligerne er renoverede/moderniserede i 2014 og fremstår i særdeles god stand såvel inde som ude.
Grunden er primært belagt med asfalt (foran lejemålene) med gode parkeringsmuligheder og ellers en hyggelig og rolig parklignende fælles have bagved. Hver bolig har egen lille have både foran og bagved.
Alle boliger er fuldt udlejet – primært til seniorer – til en markedskonform leje på ca. kr. 1.000 /m² årligt.
Ejendommen er omfattet af reglerne om tilbudspligt iht. lejelovens kapitel 16 og skal således forlods et salg tilbydes lejerne til overtagelse på andelsbasis.