Attraktiv portefølje med 16 boligudlejnings-
ejendomme i Randers sælges
Porteføljen blev af den nuværende ejer erhvervet i 2017 og er siden blevet drevet og administreret af en professionel administrator (Hestia Ejendomme).
De 16 ejendomme, der alle ligger indenfor en radius af ca. 3 km. fra Rådhuset i Randers, indeholder i alt 263 lejemål. Der er 196 boliglejemål, 10 erhvervslejemål, 40 garager og 17 diverse lejemål (kælderrum mv.).
De 10 erhvervslejemål er fordelt på 5 ejendomme og er udlejet til hhv. Lægeklinik, Begravelsesforretning, Blomsterforretning, Skønhedsklinik, Frisør, Massør, Kiosk og Pizzaria (2 stk.). Ét erhvervslejemål er p.t. ledigt.
Hovedparten af ejendommene er opført med facader i røde sten (enkelte med gule sten). Tagkonstruktionerne er hovedsagelig sadeltage, belagt med enten tegl eller eternit. Der er termovinduer i alle ejendomme, de fleste med sprosser og vedligeholdelsesfrie rammer i plast. 7 ejendomme har altaner.
3 af ejendomme er med uudnyttede tagrum, hvor det vurderes muligt at indrette nye lejligheder. 2 ejendomme har hhv. 13 og 16 garager, der er placeret på et forholdsvis stort areal, hvor der muligvis (som alternativ) kunne opføres ny etagebebyggelse. Det samme gælder for en af ejendommene, hvor der er stort areal, der p.t. udlejes som "kolonihaver". Mulighederne er dog ikke undersøgt ved kommunen.
Desuden er der naturligvis lejepotentiale i flere lejligheder. Dette kan udnyttes ved modernisering af lejlighederne i forbindelse med lejerskifte.
Ejendommene vurderes samlet set at være i en almindelig god gennemsnitlig stand. Enkelte af ejendommene trænger til udskiftning af tag indenfor en kortere årrække, ligesom der må påregnes andre istandsættelser af fx facader, vinduer, kældre mv. i nogle af ejendommene.
Ejendomsmægleren har fastsat udbudsprisen på basis af ovenstående.
Transaktionen struktureres som en selskabshandel, hvor køber erhverver alle aktier i Apart Ejendomme 11 A/S. Dette selskab ejer ejendomsselskabet Apart Ejendomme 11 -A -1 A/S, hvori de 16 ejendomme ligger. Denne selskabskonstruktion medfører at der ikke skal gennemføres tilbudspligt i forbindelse med handlen.
Den udskudte skat kan beregnes til kr. 19.438.101 ved en værdisætning af ejendommene svarende til de udbudte vilkår, på kr. 172.500.000.
Der er skattemæssige underskud i de 2 selskaber på i alt kr. 3.612.590. Disse underskud kan fremføres til modregning i fremtidige overskud.
Betaling for værdien af den udskudte skat og de skattemæssige underskud drøftes særskilt.
Randers er med knapt 63.000 indbyggere Danmarks 6. største by. Byen er bl.a. kendt for Randers Regnskov, Randers FC og ikke mindst beliggenheden på kanten af Gudenåen. Man ser en tendens, hvor småbørnsfamilier fra Aarhus-området flytter til Randers på grund af de lavere huspriser og ligeledes er der også en mindre tendens, hvor studerende fra Aarhus flytter til Randers som følge af de markant lavere huslejer. Centralt i Randers er der et godt gågade-forløb med mange forskellige butikker, restauranter og caféer.
Alle henvendelser i denne sag skal ske direkte til:
Investeringschef, Erhvervmægler & valuar, MDE, Jan Langhoff Tlf.: 40 24 44 33
E-mail: jan.langhoff@danbolig.dk