Eksklusiv investeringsejendom opført i 2018
På en af Aalborgs højest beliggende udsigtsgrunde sælges denne spændende investeringsejendom bestående af 49 boliger og 1 erhvervslejemål i stueetagen. Ejendommen er fuldt udlejet og har været i drift siden 2018. Ejendommen er opført af MT Højgaard A/S i totalentreprise i 2018. Ejendommens boliger kan på købers foranledning senere udstykkes i ejerlejligheder og sælges enkeltvis. Køber overtager således ejendommen som én samlet investeringsejendom, og ejendommen sælges via køb af anparterne i Danalien Aalborg ApS, CVR.nr. 3731 9554.
Ejendommen er beliggende på hjørnet af Sohngårdsholmsvej og Danalien i et velfungerende og attraktivt boligområde for både unge studerende, børnefamilier og ældre, og fra lejlighederne er der en helt enestående udsigt ind over Aalborg C, som omkranses af Limfjorden. Ejendommen er placeret i det område, som Aalborg Kommune har døbt Aalborgs Vækstakse, og Danalien er udpeget som et fremtidigt knudepunkt i forhold til den trafikale planlægning i midtbyen, hvor +Bus tracét lige nu etableres langs Sohngårdsholmsvej og passerer direkte forbi ejendommen på vej mod Universitetet. Området har en ideel placering i forhold til den centrale del af Aalborg, herunder Aalborg Banegård og den kollektive trafik. Samtidig er ejendommen beliggende med kort afstand til motorvejen og Aalborg Universitet.
Området på Danalien har egen børnehave, og REMA 1000 åbnede for få år siden en meget velbesøgt forretning i området. Endvidere åbner Netto snart en yderligere dagligvareforretning i området. Endvidere er nærmeste nabo til byggeriet MT Højgaards kontordomicil, som er et præmieret byggeri i Aalborg Kommune.
Ejendommen er tegnet af Arkitektfirmaet Kjaer & Richter fra Aarhus, og ingeniørarbejdet er foretaget af Ingeniørfirmaet Svend Poulsen A/S.
Ejendommen er opført i op til 8 etager (inkl. stueetagen) disponeret med 49 boliglejemål, 1 erhvervslejemål på 287 m² udlejet til vinforretning, 49 depotrum og cykelparkering i stueetagen med facade mod Sohngårdsholmsvej.
Boligerne er opført i en kombination af 2-værelses og 3-værelses boliger alle med egne store altaner på ca. 6 m². Lejlighederne har herudover adgang til skønne tagterrasser på i alt 286 m² på 3. sal, der er anlagt som fællesarealer til alle husets boliglejere. Ejendommen er opført med depotrum til alle lejere samt altangange og elevatorer til alle etager, således ejendommen er velegnet til både ældre, handicappede og unge børnefamilier med barnevogne etc.
Ejendommen er en del af en nystiftet grundejerforening bestående af REMA, MT Højgaard og denne nye ejendom. Grundejerforeningen varetager blandt andet vedligeholdelse og fornyelse af interne veje, parkeringsarealer, grønne arealer samt belysning på fællesområder.
Som anført ovenfor sælges ejendommen via køb af anparterne i selskabet Danalien Aalborg ApS, som ikke har anden aktivitet end ejerskabet af ejendommen. Forhør nærmere hos Nordicals Aalborg for modtagelse af regnskabsmateriale, proforma balance mv. som udarbejdes af BDO Statsautoriseret Revisionsaktieselskab Aalborg.