Fremstår pæn og i velholdt stand
Vesterbrogade 107B består af en nydelig ældre bygning beliggende med facade ud til Vesterbrogade samt to rødstensbygninger i gården.
Den primære bygning nærmest Vesterbrogade er opført i 1867 og fremstår i dag med hvid/blå pudset facade og er afsluttet med et klassisk saddeltag belagt med skiffer. På bagsiden fremstår facaden ligeledes hvidpudset og med eftermonterede sydvendte altaner. Bygningen er disponeret med fire erhvervslejemål i stueetagen og otte boliglejemål, hvoraf lejemålet på 1.tv. er konverteret til bolig i 2009 og lejemålet i 4.tv. og 4.th. er indrettet til bolig i 2016.
I forbindelse med etableringen af taglejlighederne er der lavet flere kviste i tagkonstruktionen mod både gaden og gården. Af de øvrige boliglejemål er 2.tv. delvis gennemgribende moderniseret, imens at 2.th. fremstår mere eller mindre original. De fire erhvervslejemål i stueetagen er henvendt til publikumsorienteret erhverv og huser aktuelt en frisør, restauratør med take-away og kontor, imens at ét erhvervslokale er i tomgang.
De to øvrige bygninger i baggården er begge opført i henholdsvis 1867 og 1888 i røde sten. Begge bygninger er udlejet på en samlet kontrakt fra 1993, og benyttes som en blanding af kontor og bolig.
I gården mellem bygningerne er der evt. mulighed for parkeringspladser og i øvrigt er der plads til cykelparkering. Ejendommen fremtræder generelt velvedligeholdt, men fremstår med et mindre vedligeholdelsesmæssigt efterslæb på facade og gårdarealer.
Attraktiv beliggende ejendom
Ejendommen omfatter otte boligenheder på 770 m², fire detailenheder på 156 m² samt et baghus på 634 m² bestående af blandet bolig og kontor. Boligenhederne varierer i størrelsen 81-109 m², mens detailenhederne i stueetagen i gennemsnit andrager 39 m². Ejendommen fremstår pæn og i generelt velholdt stand.
Ejendommens økonomi
Ejendommens samlede estimerede bruttolejeindtægter udgør kr. 2.211.910, mens de samlede driftsudgifter er estimeret at udgøre kr. 415.700. På baggrund heraf repræsenterer Ejendommen en samlet nettoindtjening på kr. 1.796.200.
Vesterbrogade 107B udbydes til kr. 52.000.000, svarende til 33.333 kr./m². Ejendommen repræsenterer således et førsteårs afkast på 3,61% efter sædvanlig refusion af deposita, forudbetalt leje og indestående på §117 saldi.