Menu

Tre forhindringer for trivsel på arbejdspladsen

GODT ARBEJDSLIV - 05 AUGUST 2019 - #SUND PÅ JOB

Indlægget er oprindeligt skrevet og bragt af Godt Arbejdsliv

Det kræver arbejde og vedligeholdelse, hvis vi skal trives på jobbet. Og det er ikke en opgave, man bør påtage sig alene. Det kræver samarbejde og fælles ambitioner om at sikre egen og andres trivsel i en travl hverdag.

Heldigvis er vi ikke alene om at kunne påvirke denne trivsel. Det er ikke kun dig selv, der kan gøre noget for at bevare et godt psykisk arbejdsmiljø og et konstruktivt samarbejde.

Af og til mistrives vi af en eller flere grunde. Så kan det knibe med at holde stress-niveauet på et produktivt niveau. Den slags kommer som regel snigende og kan bremses, før det bliver problematisk for din overordnede trivsel og/eller dit helbred. Men den mulighed forhindres ofte af, at vi er helt almindelig mennesker, der reagerer uhensigtsmæssigt i den sociale sammenhæng, vores arbejdsplads er.

Forhindring nr. 1: Individualisering

Vi bliver mere og mere egenrådige i vores arbejdsliv. De gamle fællesskaber har det svært, efterhånden som faggrænserne udviskes, og der bliver færre og færre medlemmer af fagforeningerne. Vi vil så gerne være unikke og skaber individuelle karriereforløb. Den udvikling har medført en individualiseret jagt på det gode arbejde. Det gode arbejde er nu blevet en unik størrelse, der defineres af den enkelte. Den individualiseringstendens har så også betydet, at vi nu i højere grad skyder skylden på os selv, når der opstår problemer i jagten på det gode arbejdsliv. Så påtager vi os skylden og kæmper alene.

Stress er altså et kollektivt problem

En af de gode kampagner, der har kørt for stressbekæmpelse, er fra Videncenter for Arbejdsmiljø, der med sloganet “Stress rammer individuelt – men skal løses i fællesskab” arbejder med stress som et kollektivt problem.

Selvfølgelig er det den enkelte, der bliver syg, men den enkelte kan og bør ikke tage ansvaret på sig for at løse de mange årsager, der kan ligge bag en stressproblematik. Når man bliver syg af stress, er det meget sjældent kun fordi, man har svært ved at holde balancen mellem arbejde og privatliv, eller fordi privatlivet segner. Det er meget ofte også arbejdsbetingelser, der medvirker til at forstørre problematikken.

Man bør ikke som enkelt individ pålægges eneansvaret for at løse sin stress. Det er en kollektiv udfordring.

For at fjerne forhindring nr. 1 bør du tage denne diskussion op på din arbejdsplads: Hvad kan vi egentlig sammen? Er du den eneste, der har udfordringer med at klare presset? Svarene kan formentlig være med til at løsne op for den individorienterede kamp, så I sammen kan arbejde for at sikre jeres egen og hinandens trivsel.

Forhindring nr. 2: Tavshed

Men hvis du og dine kolleger skal bevare din trivsel og “løse” dine stressudfordringer, så kræver det, at de ved, at der er en udfordring. Og her kommer den anden forhindring på banen. For der er stadig en del arbejdspladser, hvor det at tale om stress eller i det hele taget tale om, hvordan man har det, bare ikke er noget man gør.

Der tales rigtig meget om stress i medierne, og det gør der helt sikkert også på mange arbejdspladser. Men på lige så mange arbejdspladser er stress ikke en del af ordforrådet. Enten fordi det ikke er et problem, men ofte fordi problemet fornægtes. Både kollektivt og individuelt.

Tal om jeres trivsel

Jeg har set en del arbejdspladser, hvor det at tale om sin trivsel ikke var kutyme. Man taler om faglige opgaver, man joker med hinanden og taler måske også om, hvad man lavede i weekenden. Men man taler ikke om det, hvis man har det skidt. På nogle arbejdspladser er det nærmest tabu, at have stress. Det er taberagtigt, hvilket selvfølgelig er en overbevisning, der vil få en stresset medarbejder til at gøre sit bedste for at skjule sin tilstand. På andre arbejdspladser er det sådan set ok acceptabelt at have det svært psykisk, men det hører ligesom privatlivet til. Det er da ikke noget man taler med sine kolleger om?

Men jo, det skal det være! Hvis stress skal kunne tages i opløbet, er det nødt til at være synligt.

Vores arbejdsplads er en stor og vigtig del af vores sociale liv, så man amputerer sine egne muligheder, hvis den store puslespilsbrik ikke kan bruges til at holde sig frisk.

Mange af os vil på et eller andet tidspunkt i vores liv have problemer med at få enderne til at mødes. Vores psyke og stressniveau påvirkes af mange ting i livet og på jobbet. Det er derfor helt naturligt at have tidspunkter, hvor livet gør lidt ondt. Så tal om det! En stor del af smerten kan bremses eller mindskes, hvis man deler oplevelsen med andre. Er det ok at tale om sine følelser på arbejdspladsen? Er det ok at have det skidt?

Forhindring nr. 3: Misundelse

Retfærdighed er en af de faktorer der ofte tales om i trivselssammenhænge. Som medarbejdere har vi brug for at føle os retfærdigt behandlet. Derfor reagerer vi negativt, hvis vores indsats ikke modsvares af en passende belønning. Vi mistrives, hvis vi føler, der bliver truffet beslutninger hen over hovedet på os. Vi vil inddrages og behandles ligeværdigt. Eller i hvert fald retfærdigt. De mekanismer er ofte i spil i samarbejdet mellem ledelse og medarbejdere, men de er sandelig også i spil imellem medarbejderne. Hvis min kollega og jeg har nogenlunde de samme kompetencer og yder nogenlunde det samme arbejde, forventer jeg også at få nogenlunde samme belønning som hende. Ellers påvirkes min trivsel negativt.

Uretfærdighed medfører konflikter

Misundelse eller manglende retfærdighedsfølelse er derfor en stor forhindring for at sikre trivsel på arbejdspladsen. Det kan være misundelse over lønforhold eller over fordelingen af arbejdsopgaver. Ofte viser det sig, hvis man dykker lidt ned i den slags mistrivsel, at det meste beror på misforståelser. Men er der først opstået den slags fnidder på arbejdspladsen, kan det hurtigt eskalere, og trivslen bliver dermed for alvor truet – for hele arbejdsfællesskabet.

Pas derfor på med at lade den slags forbigå i stilhed. Misundelse mellem medarbejdere går sjældent over af sig selv og har brug for at blive bearbejdet og håndteret, hvis det ikke skal udvikle sig til endnu mere misundelse eller udarte sig gennem dårligt samarbejde og påvirke det psykiske arbejdsmiljø.

Trivsel på arbejdspladsen kommer ikke af sig selv og mange ting kan stå i vejen for at bevare en høj trivsel med dertilhørende sunde og produktive medarbejdere. Ovenstående er bare nogle af de elementer, der kan true trivslen på en arbejdsplads.

God arbejdslyst og

Er du på udkig efter nye lokaler til din virksomhed?

Du kan få et samlet overblik over hele landets ledige erhvervslokaler, investeringsejendomme og kontorpladser på Ejendomstorvets portal! Klik her og start din søgning allerede nu! 

Fik du læst?

Se alle indlæg i kategorien sund på job

0 kommentarer


Skriv en kommentar

(max 1000 karakterer)
SKRIV KOMMENTAR