Menu

Jeg har investeret i lejligheder i 4 år: Her er 3 ting, der har ændret sig for mig

HALFDAN TIMM - 14 MAJ 2019 - #INVESTERING


Indlægget er skrevet af Halfdan Timm

I starten af 2015 købte jeg min første investeringslejlighed i Nykøbing Falster. Siden da købte jeg flere og havde 7, da det toppede og er nu på 5 lejligheder. I de sidste 4 år har jeg lært meget. Det samlede afkast har været rigtigt pænt, men det kunne have været højere.

Jeg kan se, at særligt 3 ting har ændret sig i min strategi. Hvis du overvejer at gå i gang med ejendomsinvestering, er det 3 ting, jeg gerne vil dele med dig. Kan de spare dig for nogle af de lærepenge, jeg allerede har betalt, så send en venlig tanke ved lejlighed.

1: Jeg lejer ikke længere ud til unge mennesker

Når jeg ser tilbage på de lejere, jeg har haft problemer med, har de alle været unge. Unge mennesker har færre penge. De opfører sig ikke lige så pænt. De er mere hensynsløse over for naboer. Jeg har haft 3 udsættelser. Alle 3 har været unge, der ikke betalte. 2 gange har jeg haft naboer i røret, der var trætte af larmende lejere. Alle unge. En enkelt gang er jeg tilmed blevet truet af en lejer, der ikke betalte sin husleje, men synes at han skulle blive boende alligevel. Selvfølgeligt en ung mand.
Det gælder ikke alle unge mennesker. Skulle jeg leje ud i København, ville jeg med glæde leje ud til en fornuftig CBS’er. Men jeg må sande, at det er noget andet i provinsen (hvis du synes, det er en træls sætning, så skal du prøve faktisk at besøge den). Før udlejede jeg næsten til den første og bedste lejer. I dag siger jeg nej tak konsekvent til alle under 30 år.

2: Jeg er ude af Lolland-Falster

De første lejligheder jeg købte var i Nykøbing Falster og Nakskov. Her havde jeg 3 lejligheder. Isoleret var det fornuftige investeringer, da det var billige lejlighed – men jeg oplevede 2 problemer:

  1. Der er langt fra København til Nykøbing Falster. Det var ikke fedt at skulle bruge en hel dag på at vise en lejlighed frem til én lejer (pga. 3 timers transporttid frem og 3 timer tilbage).
  2. Lolland-Falster har en række kedelige Danmarksrekorder, bl.a. for flest RKI-registrerede. Der er der en grund til.

Det var billige lejligheder og isoleret gode investeringer. Men det blev opvejet af, at jeg ønskede at bruge så lidt tid som muligt på investeringen, og den går bare ikke i Nykøbing Falster. Her skal du være mere opmærksom på, hvem du lejer ud til. Det passer ikke til min strategi og alle 3 lejligheder er derfor blevet solgt i dag.

3: Jeg kræver 20 tkr. I indskud

Da jeg startede, prioriterede jeg så lav tomgang som muligt. Det betyder, at jeg krævede blot 5 tkr. I indskud fra mange lejere. De havde ikke penge til et stort indskud, men ville gerne leje, og jeg ville jo gerne have mine lejligheder ud at arbejde for mig.
I dag tolererer jeg en højere tomgangsperiode for til gengæld at finde den rigtige lejer. Jeg kræver konsekvent 20 tkr. Af alle lejere i indskud. Det svarer som regel til ca. 4 måneders betaling (2 måneders forudbetalt leje og 2 måneders depositum).
Det giver marginalt højere tomgang, men færre problemer.
Hvis folk ikke kan betale de 20 tkr. I indskud, er de alligevel ikke et godt match for dig og dine lejligheder. Vent og find nogle andre.

Held og lykke med dine investeringer!

Leder du efter en investeringsejendom?

Find din næste investeringsejendom på Ejendomstorvets søgeportal. Her får du et overblik over alle ledige investeringsejendomme. Du kan starte din søgning allerede nu, klik her!

Fik du læst?

Se alle indlæg i kategorien investering

0 kommentarer


Skriv en kommentar

(max 1000 karakterer)
SKRIV KOMMENTAR