Menu

Københavns omegn: Plads til højere leje

EDC ERHVERV - 18 JANUAR 2019 - #BRANCHENYT

Indlægget er skrevet og bragt af EDC Erhverv. 

Kommunerne på Vestegnen oplever stor efterspørgsel på boligejendomme. Med noget lavere lejeniveauer end i København kan der være luft til prisstigninger, især for ældre ejendomme, vurderer EDC Erhverv.

”Vi kan registrere utrolig stor efterspørgsel af boligudlejningsejendomme i kommuner som Glostrup, Herlev, Brøndby, Hvidovre og Rødovre. Og der er næsten ingen risiko for faldende lejeniveauer, hvis man køber ejendomme med markedskonforme lejer.”

Sådan beskriver Frank Kristensen, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Herlev, den aktuelle markedssituation for Københavns omegn. Altså forstæderne nord, vest og syd for hovedstaden.

Tendensen går igen i EDC Erhvervs Forventningsundersøgelse, som er gennemført for fjerde gang og omfatter forventninger til 2019 fra 1.443 investorer og virksomheder: Blandt investorer over hele landet er forstæderne for første gang det mest populære område: Her vil 27 procent investere. Andelen overgår både selve København, Aarhus og Aalborg, hvilket kan skyldes de høje prisniveauer i de største byer.

Blandt de adspurgte investorer i Københavns omegn er samtlige adspurgte – altså 100 procent – på udkig efter mursten i netop forstæderne, mens 41 procent gerne vil investere i selve København og knap hver tredje i Nordsjælland. Næsten fire ud af fem vil skyde penge i boligudlejning, mens halvdelen ser på blandede ejendomme. Og op imod hver fjerde har kig på kontorer.

Lavere leje end København

Med stigende priser de seneste år på boligejendomme kan det ifølge Frank Kristensen være ”et godt tidspunkt at sælge og tage stikket hjem.” Men nye investorer har bestemt også muligheder:

”Lejeniveauet har ligget lidt fladt sammenlignet med København. Så der kan stadig være basis for stigninger, ikke mindst i ældre ejendomme. Det kan udløse værdistigninger, så selv om vi er tæt på toppen, har priserne på ejendomme i Københavns omegn ikke nødvendigvis toppet endnu.”

Lejeniveauerne i omegnskommunerne er typisk 1.000-1.100 kroner per kvadratmeter i nyere eller renoverede ejendomme. Og de kan nå op på maksimalt 1.500 kroner for de allermest velbeliggende og attraktive boliger. Dermed er der god afstand til priserne i København og måske muligheder for at tiltrække lejere, der synes, at hovedstaden er blevet for dyr, fremhæver Frank Kristensen:

”Inde i byen går lejen helt op til 1.700-1.800 kroner per kvadratmeter. Så begynder to almindelige indtægter at have svært ved at klare huslejen. Det kan give øget interesse for omegnskommunerne og skabe grundlag for højere leje.”

 

Leder I efter et nyt kontor?

Hvis I er på jagt efter et nyt kontor, kan I starte jeres søgning ud på Ejendomstorvets portal. Her er hele landets ledige erhvervslokaler, investeringsejendomme og kontorpladser annonceret. Se meget mere lige her. 

 

Fik du læst?

Se alle indlæg i kategorien branchenyt

0 kommentarer


Skriv en kommentar

(max 1000 karakterer)
SKRIV KOMMENTAR