Hvad kan man investere i?

Ejendomstorvet.dk - - #investering

Indlægget er oprindeligt skrevet og bragt af Fejerskov Invest . Indlægget er senest opdateret d. 11. juli 2022

Når jeg siger investering, har du måske givet op på forhånd. Det at investere virker uoverskueligt for mange, og så er der jo også en risiko forbundet med det. Men når det kommer til stykket, så er det faktisk ikke så svært at investere, som vi går og bilder os ind.

Vi har allieret os med en ekspert på området, Signe Fejerskov, som til dagligt driver bloggen Fejerskov Invest, og hun vil gøre dig klog på, hvordan du kommer i gang med at investere.

Hun har allerede introduceret os til de 10 mest basale investeringsbegreber - en god start, hvis man vil kaste sig ud i at investere.

Læs også: 10 basale investeringsbegreber og forstå de mest benyttede begreber inden for investering

I dette indlæg introducerer Signe dig til, hvad man egentlig kan investere i - noget som i særdeleshed også er nyttigt for dig, som gerne vil udforske det at investere.

Bankkonto

Dette er den nemmeste form for “investering”. Grunden til at jeg skriver “investering” er, at mange nok ikke vil kategorisere det således. Vi kender alle bankkontoen, og vi ved efterhånden også, at der ikke er de høje renter herpå – renter som er vores afkast, hvis vi definerer det som en investering.

Dog er det værd at nævne, at mange banker efterhånden har en ‘opsparingskonto’, hvor du får lidt mere i rente – her skal man bare huske at være opmærksom på, hvor mange penge man egentlig får renter af.

Vær dog opmærksom på, at du kan ende med at betale negative renter i de fleste banker, hvis du har et større beløb end ned til 100.000 kr. på bankkontoen. I så fald er dette ikke en en god investering for dig.

Aktier

Aktier er nok den mest kendte investeringsform. En aktie er helt basalt en ejerandel i en virksomhed. Førhen var aktier noget, man have i papirform, sådan er det dog ikke længere – nu er det hele digitalt. Man kan købe aktier i banken eller på diverse handelsplatforme.

Obligationer

En obligation er et lån – eller gældsbrev. Der findes overordnet set tre typer af obligationer, som man kan investere i: Statsobligationer, realkreditobligationer og virksomhedsobligationer. Statsobligationer er lån til staten, realkreditobligationer er lån til huskøb og virksomhedsobligationer er lån til virksomheder.

Ved investeringer i obligationer tjener man penge i form af renterne. Sammenlignet med aktier er det dog værd at nævne, at obligationer har en mindre risiko. Med den mindre risiko følger dog også, at de historisk set har givet et noget mindre afkast end aktier.

Ejendom

“Sæt pengene i mursten, det er sikkert.” Det hører jeg ofte. Ejendomsinvestering er helt grundlæggende køb af en bolig for så at sætte denne i stand og sælge den igen eller at leje den ud. De senere år er der dog også kommet andre muligheder. Heriblandt Brickshare, hvor man for 10.000 kr. kan komme i gang med at investere i ejendomme.

Ejendomstorvet.dk kan du få et overblik over hele landets udbudte investeringsejendomme. Så er du en af dem, der overvejer at kaste dig ud i ejendomsinvestering, så er Ejendomstorvet.dk det helt rette sted for dig at starte din søgning.

Ædelsten

Ædelsten er endnu et investeringsaktiv. Her er der eksempelvis tale om diamanter, smaragder og rubiner. Dette kan du læse mere om i det tidligere indlæg om investering i diamanter, og ellers kan jeg opfordre til at kigge på diamantbørsen.

Ædelmetaller

Når vi taler om ædelmetaller, er de mest omtalte guld og sølv – og guld mest omtalt når det kommer til investering. Guld kan købes på to måder: Enten fysisk (som en guldbar) eller som kontraktguld - et bevis hvis værdi er afhængig af prisen på guld.

Crowdlending

Crowdlending er de seneste år steget meget i popularitet. Crowdlending går helt grundlæggende ud på, at man samler en række investorer og sammen investerer i noget. Dette ser man for eksempel ofte, når virksomheder søger kapital til opstart. Alt efter hvor etableret virksomheden er, svinger risikoen også – det vil selvfølgelig være mere risikofyldt at investere i en helt ny virksomhed.

Bliv endnu klogere på investering

Vil du blive endnu klogere på investering? Så følg med på Ejendomstorvets blog, vi har nemlig allieret os med et par eksperter på området.

Leder du efter en investeringsejendom eller nye lokaler til din virksomhed?

Så kan du søge blandt hele landets ledige erhvervslokaler, investeringsejendomme og kontorpladser på Ejendomstorvet.dk .