5 trin til at komme i gang med at investere

Ejendomstorvet.dk - - #investering

Indlægget er oprindeligt skrevet og bragt af Nordnetbloggen . Sidst ændret d. 07. juni 2022

Det behøver hverken at være tidskrævende eller trættende at komme i gang med at investere. Det kan måske være nyt territorie for dig at beslutte, om du er langsigtet eller kortsigtet i dine investeringer, hvor mange penge du ønsker at investere og hvilken investeringsform, der passer bedst til dig.

Derfor får du nu 5 trin til at komme let og hurtigt i gang med at investere – en investeringsstrategi for begyndere.

Sæt dit ambitionsniveau

Tænk over, hvor meget tid du er villig til at bruge på at investere dine penge og tilpas så dine ambitioner derefter.

Er du alt for ambitiøs, kan det på lang sigt gøre det svært at bruge den fornødne tid. Hvis du sætter dig selv et ambitionsniveau, du har mulighed for at opretholde i længere perioder, sikrer du de bedste vilkår for dine investeringer.

Det er en myte, at alle investeringer i aktier og investeringsforeninger er svære og tidskrævende. Vil du bruge mindst mulig tid på opsparing og investeringer, kan du oprette en diversificeret portefølje med forskellige investeringsforeninger, som du følger op på et par gange om året.

Opretter du i stedet en diversificeret portefølje kun med aktier, skal du følge op på den et par gange om måneden. Det er dog ret almindeligt, at du bliver nysgerrig og tjekker dine investeringer langt oftere.

Vælg investeringsform

Ønsker du at tjekke op på dine investeringer så lidt som muligt, kan investeringsforeninger være et godt alternativ til aktier. Meget forenklet kan investeringsforeninger forklares som en Haribo-pose med investeringer.

Du køber selv investeringsforeningen, men det er en professionel forvalter, der vælger, hvad der skal være i posen.

Det eneste, du skal gøre, er at beslutte, hvilket marked du vil fokusere på. Du kan bl.a. vælge mellem danske, udenlandske, etiske, højrisiko eller lavrisiko investeringsforeninger. Og så tager en ekspert sig af at finde de gode investeringer inden for de rammer, du selv har sat op.

Vælger du i stedet en indeksinvestering, er det en computer, som vælger de forskellige værdipapirer baseret på de forskellige aktier, der ligger i de respektive indeks. Det kan være smart at eje flere forskellige investeringsforeninger.

Ejer du eksempelvis én investeringsforening med fokus på danske aktier, én med fokus på udenlandske aktier og så videre, får du den bedst mulige risikospredning i din portefølje.

Synes du, at aktier er spændende og kunne du godt tænke dig at bruge mere tid på dine investeringer, så er det også muligt.

Du kan således blive din egen investeringsforvalter. Så slipper du også for de små afgifter, som normalt går til den professionelle investeringsforvalter. Dog skal du stadig betale kurtage ved køb af aktier. Det er også vigtigt at huske på, at aktier ofte kræver mere af dig som investor.

Opret derfor med fordel en portefølje med aktier fra forskellige brancher og markeder. Så sikrer du dig en fornuftig risikospredning og behøver ikke at følge med i udviklingen hele tiden.

En aktie giver dig medejerskab i et selskab. Det har alle, som ejer en aktie i selskabet. Jo flere aktier du ejer, desto større andel i selskabet ejer du.

Beslut, hvor mange penge du vil investere

Find ud af, hvor mange penge du har råd til at investere. Tjek din økonomi og tag så en beslutning på baggrund af dette. Husk, at selv små beløb kan blive til meget på lang sigt, men jo mere du kan sætte til side, jo mere har du mulighed for at ende op med på lang sigt.

Når du har besluttet dig for, hvor meget du vil investere, er det fornuftigt at sætte en tidshorisont. Hvor længe ønsker du, at holde dine investeringer? Dette kommer selvfølgelig an på, hvilket formål du har med investeringerne.

Sparer du for eksempel op til en ferie næste år eller til et huskøb om 5-10 år? Eller måske er du interesseret i at spare op til din pension om 20 år? En konkret tidsplan vil hjælpe dig med at fastsætte dit risikoniveau. Er du en langsigtet investor, vil du blive mindre udsat for svingninger i markedet.

Automatisér din opsparing

En måde at være disciplineret omkring sin opsparing er ved at automatisere den. Hvis du allerede har en konto hos Nordnet, kan du sætte din opsparing på autopilot med Nordnets Månedsopsparing.

Her sætter du et fast beløb ind på dit depot hver måned, som så vil blive investeret. Månedlig opsparing i investeringsfonde er en af de nemmeste former for investeringer. Når du køber et investeringsbevis månedligt, er det også en måde at sprede din risiko på.

Vil du investere i ejendomme?

Hos Ejendomstorvet.dk får du et overblik over hele landets ledige investeringsejendomme. Og du kan søge helt gratis og uforpligtende blandt alle emnerne.